Endelig kan Lone se sin datter og børnebørn igen

Lone Friis' datter og børnebørn bor i Spanien. Hun har ikke set dem siden februar, men nu kan skal hun ned til dem.

​ Lone Friis fra Kolding har ikke set sin datter og sine børnebørn siden februar. 

Men med dagens nyhed om nye rejsevejledninger ligger det nu fast. Bedstemor Lone kommer til Spanien. 

quote

For mig handler det ikke så meget om at komme til Spanien, men mere om at komme ned til familien. Jeg længes sådan efter dem.

Lone Friis, Kolding

- Jeg glæder mig så meget. Det er helt vildt, siger en glad Lone Friis.

I løbet af foråret er tre af hendes planlagte rejser ned til familien blevet aflyst. 

- For mig handler det ikke så meget om at komme til Spanien, men mere om at komme ned til familien. Jeg længes sådan efter dem, forklarer hun.

Hjerteproblemer har holdt Lone Friis hjemme

Siden covid19 brød ud, har hun været i selvisolation, da hun er i risikogruppen på grund af hjerteproblemer. Derfor tager hun sine forholdsregler. Turen til Spanien kommer til at foregå i bil - ikke med fly. På den måde undgår hun at skulle være sammen med mange mennesker og dermed udsætte sig for smitterisiko.

- Om jeg er i isolation her eller dernede, det er jo det samme. Der er jo ikke flere syge dernede, end der er herhjemme på nuværende tidspunkt. Og så har jeg ikke tænke mig at gå ud og spise eller lignende, men jeg skal bare være derhjemme sammen med dem.