Frem med skole- og sportstaskerne: Nedlukket sogn åbner igen

I 14 dage har Hvirring Sogn i Hedensted Kommune være lukket på grund af høje smittetal. De er nu faldet, så sognet atter kan åbne.

Høje smittetal lukkede den 16. april Hvirring Sogn. Det betød blandt andet, alle børn og unge blev sendt hjem fra Rask Mølle Skole, og de lokale kultur- og idrætsfaciliteter blev lukket. 

Nu kan borgerne i sognet dog igen finde skole- og sportstasken frem, da sognet genåbner. Fra lørdag den 1. maj kan hallen og fodboldbanerne igen tages i brug, og på mandag den 3. maj må børnene vende tilbage i skole.

- Det er rigtig rart for borgere og børn. Det betyder også meget for kommunen, da det kommunale incidenstal også steg som følge af smitteudbruddet dengang, så at tallene nu falder betyder, at kommunen igen er lang vej fra at lukke, siger René Gotfredsen Nielsen, der er chef for Social Omsorg Hedensted Kommune. 

Sognet lukkede primært ned i første omgang på grund af et smitteudbrud på Rask Mølle Skole. Her var en specialklasse, en 4. klasse og en 6. klasse ramt. 

- Skolen handlede rigtig hurtigt og fik sendt eleverne hjem. Så kom den nye ordning for automatisk nedlukning, og begge dele gjorde, at smitten hurtigt blev inddæmmet og faldt, siger han og fortsætter: 

- Nedlukning har hjulpet. Spørgsmålet er bare, om det havde været nok at lukke klasserne eller skolen, men får vi jo aldrig at vide. 

Der bor 1.980 personer i Hvirring Sogn. Den 29. april lå incidenstallet på 253.

Regler for nedlukning af sogne og kommuner:

Med virkning fra fredag den 30. april gælder nye regler grænser for, hvornår et sogn eller en kommune skal lukke ned på grund af høje smittetal.


For et sogn gælder følgende: (Alle tre kriterier skal være opfyldt)

  • Incidensgrænsen hæves fra 400 til 500 smittede pr. 100.000 borgere pr. uge
  • Positivprocenten hæves fra 2 til 2,5 procent eller mere
  • Antallet af smittetilfælde fastholdes på 20 registrerede smittetilfælde i alt de sidste syv dage


Grænsen for, hvornår en kommune skal lukke ned hæves også:

  • Incidensgrænsen hæves fra 200 til 250 smittede pr. 100.000 borgere


Nedlukkede kommuner/sogne kan genåbne, når sognet/kommunen er under niveau for ét af de relevante kriterier i syv dage i træk.


Kilde: Statens Serum Institut

Nyt system i kommunen

Under nedlukning har Hedensted udviklet et nyt system med data fra de forskellige sogne i kommunen. På den måde kan de bedre holde øje med, hvornår et sogn er på vej til at lukke ned - og i bedste fald forhindre det. 

- VI har samlet dem og gjort dem overskuelige for borgerne. Derudover kan vi også følge med og forsøge at nå at gøre noget, inden sogn eller kommune lukker. Ellers kan vi i hvert fald være forberedte, siger chefen for Social Omsorg i Hedensted Kommune, René Gotfredsen Nielsen.

Du kan se nedlukningsstatus for sognet og kommune her, hvor Hedensted Kommune har samlet dataene.