Genbrugspladser genåbnet med særregler

En rolig genåbning af Vejles genbrugspladser gjorde det til en god dag for både medarbejdere og borgere.

Siden 11. marts har genbrugspladserne landet over været lukket land som følge af corona-epidemien. Men lørdag meldte Kommunernes Landsforening ud, at genbrugspladserne igen kunne åbne.

For at mindske et eventuelt pres på pladserne har flere kommuner indført nye, midlertidige regler for at mindske smitterisikoen og samtidig undgå lange køer. Blandt andet i Vejle Kommune, hvor nummerpladenummeret afgør, hvem der får lov til at komme ind på pladsen. Nummerplader der slutter på et lige nummer har adgang på lige dage, ulige nummerplader på ulige dage.

Altså lige bortset fra tirsdag 31. marts. Her var det ekstraordinært nummerplader med et lige sluttal, der fik adgang. Af den simple årsag, at onsdag 1. april også er en ulige dato.

En af dem, der opfyldte tirsdagens adgangskrav, og som var først ude på pladsen, var pensionist Børge Møller.

- Det her har jeg ventet på i lang tid, for jeg har haft brug for min trailer, men den stod læsset med alt muligt skrammel, fortalte Børge Møller fra Vejle. 

Højere aktivitet end normalt

Og Børge Møller var bestemt ikke den eneste, der tirsdag tog turen til genbrugspladsen i Vejle med affald. Jørgen Chris Madsen fra Vejle Kommune fortæller, at aktiviteten på kommunens genbrugspladser tirsdag var cirka ti procent højere sammenlignet med en normal hverdag. 

- Vi havde forventet, at tallet kunne være højere. Set i det lys er vi jo rigtig glade for, at vi har lavet en nummerpladeopdeling. Hvis vi havde haft det dobbelte antal inde, så havde der været rigtig meget pres på, siger Jørgen Chris Madsen, der er områdechef i Teknik og Miljø.

Vejle Kommune har besluttet, at kun 25 biler må være på genbrugspladsen ad gangen, så det er muligt at holde en sikkerhedsafstand på minimum to meter. Det gav en smule kø hen på eftermiddagen, fortæller områdechefen. 

quote

Folk holder en god afstand, så der er ingen problemer i det. Så det her er ikke så slemt, som når man skal ud og handle.

Børge Møller, pensionist.

Tilfredse over hele linjen

Selvom aktiviteten på genbrugspladserne har været lidt højere, end den normalt ville være, så har hverken borgere eller medarbejdere oplevet problemer.

- Vi er meget tilfredse. Vi har fået masser af smil og glade kommentarer fra borgerne i dag, og de tilbagemeldinger, vi har fået fra medarbejdere, har også været lutter gode. Så det har været en god dag i dag, siger Jørgen Chris Madsen.

Den positive tilgang havde pensionisten Børge Møller også taget med sig ud på genbrugspladsen. Han var enig i, at de fremmødte opførte sig pænt.

- Folk holder en god afstand, så der er ingen problemer i det. Så det her er ikke så slemt, som når man skal ud og handle, konstaterede han.