Iværksætterfestival gennemføres med færre deltagere og mundbind

I denne uge er det Danmarks Iværksætteruge, og traditionen tro betyder det, at der afholdes iværksætterfestival i Horsens - på trods af covid-19.

For tredje år afholdes Horsens Iværksætterfestival i denne uge. Men som så meget andet så er tingene lidt anderledes i år på grund af covid-19. Der må maksimalt være ti personer til de fysiske arrangementer, og så skal der bæres mundbind.

- Den er noget anderledes, og vi har også et noget større program, som vi har været nødt til at skære til, fordi vi har været nødt til at tage de lidt mere netværksskabende arrangementer ud af det, fortæller Christian Lauridsen, der er erhvervskonsulent ved Business Horsens. 

Stadigvæk et behov

Festivalen startede mandag og slutter på fredag. De forskellige events er spredt ud over lokationer i både Horsens, Hedensted, Skanderborg og Odder Kommuner. Og selvom flere andre arrangementer lige for tiden aflyses, så har man valgt stadigvæk at afholde iværksætterfestivalen:

- Det skal køre videre fordi, behovet er jo ikke mindre for de her iværksættere af, at der er corona i øjeblikket. Det gør det jo ikke nemmere for dem at gå ud og drive deres forretning, siger Christian Lauridsen.

Møder andre iværksættere

En af dem, der har deltaget i et af festivalens events, er Linda Nystrup. Hun startede firmaet Nystrup Consult for snart tre måneder siden og er dermed ny indenfor iværksætterbranchen. Hun har startet et firma, hvor hun blandt andet hjælper virksomheder med at forebygge sygefravær og fastholde sygemeldte medarbejdere. 

Det er første gang, at hun deltager i iværksætterfestivalen, men hun har haft glæde af at møde andre iværksættere:

- Jeg synes, at det har været givende. Dels at mødes med andre i samme situation, men også at mødes med nogle, som har noget mere erfaring, og som kan give nogle gode input til, hvordan man kan komme udover stepperne som ny, fortæller Linda Nystrup.