To kommuner har fortsat høje smittetal

Selvom dagens smittetal viser et lille fald i antallet af coronatilfælde i Billund og Vejen kommuner, er de stadig i top 10 over danske kommuner med flest smittede per 100.000 indbyggere.

I Vejen Kommune er der tirsdag 45 coronaramte borgere, hvilket er et lille fald fra i går. Kommunens incidenstal på 105 per 100.000 indbyggere ligger dog fortsat i den høje ende. Bekymringsgrænsen ligger på 20 smittede per 100.000 indbyggere. 

Det samme gælder for Billund Kommune, hvor der er 37 smittede mod 39 mandag. Her har man nu et incidenstal på 139 smittede borgere per 100.000 indbygger. 

De to kommuner placerer sig dermed i top 10 over de danske kommuner, der lige nu har flest coronasmittede borgere per 100.000 indbyggere.

Smitten stiger i de store kommuner

I Vejle og Esbjerg kommuner er der sket en stigning i antallet af smittede det seneste døgn. Vejle har nu 51 tilfælde, hvilket er fem flere end mandag. Esbjerg har registreret ti nye tilfælde og har nu 65 smittede borgere. 

Også i Aabenraa kommune er der tirsdag registreret 24 smittede borgere. Det er også en stigning siden mandag, hvor der var 18 tilfælde med covid-19.

424 borgere er nu konstateret smittet med i corona i de 14 syd- og sønderjyske kommuner. Det er en stigning på 19 personer siden mandag. 

På landsplan har 529 borgere fået konstateret smitte det seneste døgn, hvilket er det højeste antal nye smittetilfælde siden 2. oktober, hvor der blev registreret 536 tilfælde af coronavirus.