Konfirmander knælede i sportshallen - der var ikke plads i kirken

28 konfirmander i Hjordkær ved Rødekro fik en lidt usædvanlig dag. De blev nemlig konfirmeret under uret i den lokale sportshal. På grund af coronasituationen var der ikke plads i kirken.

Alteret var stillet op foran håndboldmålet, og kirkebænkene var erstattet med klapstole, da 28 konfirmander i Hjordkær lørdag skulle bekræfte deres dåb. 

quote

Jeg troede slet ikke, at atmosfæren ville være så hyggelig, som den rent faktisk var.

Mikkel Asmussen, konfirmand

Præsten i Hjordkær Kirke ved Rødekro har nemlig været nødsaget til at tænke kreativt for at få plads til dagens hovedpersoner med gæster. Derfor blev kirken skiftet ud med sportshallen, så coronarestriktionerne kunne overholdes. 

- Hjordkær kirke er ikke særlig stor. Hvis vi skulle have lov til at synge, kunne der kun være 46 i kirken. Når man har 28 konfirmander, skal de deles i rigtig mange hold, hvis der også skal være plads til familien, siger præst Robert Strandgaard Andersen. 

I hallen var der plads til alle konfirmanderne og deres gæster.
I hallen var der plads til alle konfirmanderne og deres gæster.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Skulle have været delt

- Det havde betydet, at vi skulle have haft konfirmationer klokken 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 15. Og hvem skal så konfirmeres sidst?

Nej, det var ikke et scenarie, præsten ville ud i. Så da haluret viste 11.36, var det endelig tid til selve konfirmationen, som foregik med afsprittet håndspålæggelse.

Sange blev sunget og ud kom 28 glade konfirmander, hvis skepsis for længst var forduftet.

Mikkel Asmussen var glad for, at han ikke skulle vente flere måneder med at blive konfirmeret.
Mikkel Asmussen var glad for, at han ikke skulle vente flere måneder med at blive konfirmeret.
Foto: Ole Møller, TV SYD

- Jeg troede slet ikke, at atmosfæren ville være så hyggelig, som den rent faktisk var. Jeg er glad for, at vi gjorde det i dag. Hellere det end at vente et par måneder, lød dommen fra Mikkel Asmussen.

- Jeg ville rigtig gerne have, at min familie skulle med og se det. For det er jo 'once in a lifetime', sagde den unge mand, der på trods af de lidt anderledes rammer, var trukket i jakkesættet. 

Godt, men underligt

Hans klassekammerat Luna Toft havde det på forhånd lidt svært med at skulle stå i hallen, for det er her, hun har dyrket gymnastik hele livet. Hun fik da også visse assosiationer undervejs. 

Luna Toft syntes, det var lidt underligt at blive konfirmeret i hallen.
Luna Toft syntes, det var lidt underligt at blive konfirmeret i hallen.
Foto: Ole Møller, TV SYD

- Det var ligesom at gå indmarch til gymnastik, da vi gik ind i hallen. Så det var lidt underligt, lød vurderingen fra Luna Toft, som alligevel havde ros til kirkens personale, som havde lavet et stort arbejde for at gøre det hyggeligt.

- Der er mange traditioner forbundet med at være i kirken på sådan en dag. Men jeg synes, de fik pyntet rigtig fint op i hallen. Så det er endt med at blive meget godt, siger Luna Toft.

Se indslag fra sportshallen herunder.