Luk så grænsen op, Mette!

Det er budskabet bag en bebudet demonstration på grænsen søndag formiddag, arrangeret af en vred og frustreret indehaver af Rømø Famliecamping.

På Rømø sad tirsdag formiddag en frustreret Allan Svendsen på sin tomme campingplads og fulgte endnu en gang et stort opsat pressemøde med statsminister Mette Frederiksen, (S).

- Igen ikke et ord om åbning af grænsen. Atter bliver vi svigtet og ladt i stikken af den danske regering med udsigt til store økonomiske tab uden udmeldinger om, hvornår grænsen kan genåbnes, siger Allan Svendsen til TV SYD.

Heller ikke på tirsdagens pressemøde havde statsministeren nyt om grænseåbningen.
Heller ikke på tirsdagens pressemøde havde statsministeren nyt om grænseåbningen.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Havde Mette Frederiksen meldt positivt ud om en åbning af grænsen for tyskere med papirer på bestilt ferieophold i Danmark, så havde han droppet den demonstration, som han planlægger søndag formiddag klokken 10 på grænseovergangen i Sæd.

- Turismen, sommerhusejerne, campingpladserne, hoteller, restauranter, detailhandlen. Hele oplevelsesbranchen er dybt, dybt afhængig af, at vore tyske naboer kan besøge os, opleve vores land, opleve vores landsdel, opleve vores gæstfrihed.Tusindvis af arbejdspladser er direkte på spil i Sønderjylland og hele vejen op langs den jyske vestkyst, siger Allan Svendsen, der driver Rømø Familiecamping.

Venter flere hundrede deltagere

Han har bebudet demonstrationen på Facebook  og forventer flere hundrede deltagere både nord og syd for den lukkede grænse.

- Jeg anmelder demonstrationen til politiet fredag, så det bliver fuldt lovligt at samles flere end ti personer, da demonstrationer er undtaget fra forsamlingsforbuddet, siger Allan Svendsen.

Demonstrationen vil ifølge Allan Svendsen få en række talere - heriblandt folketingspolitikere - som han endnu ikke vil sætte navne på. I opslaget på Facebook skriver han dog, at turistforeningen og handelsstandsforeningen i Tønder, Liberal Alliance, Slesvigsk Parti og Konservative bakker op om tiltaget.

De danske grænser har været lukkede siden lørdag den 14. marts klokken 12.