Mobil test skal mindske smittespredning i Sønderborg

En mobil testenhed fra Region Syddanmark er tirsdag stillet op i boligområdet Stenbjergparken i Sønderborg.

Den mobile testenhed er stillet op ved Multihuset i Stenbjergparken frem til klokken 16 tirsdag. 

Mandagens tal viste, at smittetrykket i Sønderborg Kommune nu er på 50 smittede pr. 100.000 borgere. Aktuelt er 37 af kommunens indbyggere smittede.

- Vi håber med testbilen at få testet de personer, som tilhører den gruppe og de geografiske områder, hvor smitten spreder sig, og som endnu ikke er testet, siger Sønderborg Kommunes sundhedschef, Michael Skriver Hansen.

Information om muligheden for test i den mobile testenhed er udsendt via sms til de berørte grupper. Det er sket gennem henholdsvis den kurdiske forening, den arabiske forening og boligforeningen SAB.

Testbilen er målrettet beboerne i Stenbjergparken - og man må kun møde op, hvis man er symptomfri.  

Ud over testfaciliteter vil Sønderborg Kommune være til stede med repræsentanter fra Sundhedsberedskabet og Sundhedsplejen.