Region gav vacciner for tidligt

Omkring 1150 personer har oplevet, at der er sket fejl i registreringen af deres vaccinationer mod corona, så en lang række har fået andet stik for tidligt.

Hos Statens Serum Institut har de registreret omkring 1150 tilfælde med fejl i vaccinationerne eller registreringerne. Det viser en aktindsigt, som TV 2 har fået.

Der er sket flest fejl i forbindelse med Pfizer-vaccinen, som også er den mest anvendte vaccine. Her er 450 personer blevet registreret med to vacciner på én dag. En udfordring, som ifølge Statens Serum Institut formentlig betyder, at de pågældende kun har modtaget et stik med vaccinen.

110 af fejlvaccinationerne skyldes, at der er gået for kort tid mellem stikkene med Moderna-vaccinen.

TV 2 fortalte onsdag om den 68-årige Jonna Nordbeck fra Kolding, der er blevet fejlvaccineret med Moderna-vaccine

Hun har som en række andre ældre borgere fået det andet stik med vaccinen 21 dage efter det første stik, selv om anbefalingen hedder 28 dage.

Ofte er vaccinen nemlig blevet givet med 21 dages mellemrum i stedet for 28. Det skyldes ifølge instituttet sandsynligvis, at de tre uger er minimumsintervallet for en anden vaccine – nemlig Pfizer. Og derfor kan der være opstået forvirring.

Fejlene er sket på tværs af landet, og Statens Serum Institut har oplyst de forskellige regioner om problemerne. Derfor ligger det nu på deres bord at finde ud af, om der er tale om fejlregistrering. Hvis ikke, skal regionerne finde en løsning på, hvad der skal ske med de borgere, som har lagt arm til de fejlagtige stik

It-fejl er rod til problem 

Det er ifølge Region Syddanmarks koncerndirektør Kurt Espersen en it-fejl, som ligger til grund for, at nogle borgere har oplevet at få vaccinationstider med for kort tid imellem. En fejl, som nu er rettet, så det ikke længere er muligt for regionens bookere at lægge aftalerne ind i et forkert tidsrum.

Regionen afventer nu navnene på de fejlvaccinerede. Herefter vil de kontakte de pågældende personer.



I