Skole og daginstitutioner skal fortsat holde lukket efter påske

En folkeskole og flere daginstitutioner i Esbjerg må vente endnu en uge på at få lov at åbne efter corona-nedlukning på grund af høje smittetal.

Mens børn og forældre i Jerne og Grundtvig sogne kan se frem til, at deres skoler og daginstitutioner åbner igen tirsdag efter påskedagene, så må forældre og børn i Kvaglund Sogn vente foreløbig en uge endnu på at vende tilbage.

Kvaglundskolen Signatur har nemlig fået forlænget lukningen lukket til og med søndag den 11. april, da smitten stadig ikke faldet nok i Kvaglund Sogn, oplyser Esbjerg Kommune lørdag på sin hjemmeside. 

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har truffet beslutningen om forlængelse af den midlertidige lukning af Kvaglundskolen Signatur.

- Vi håber på, at det lykkes at slå smitten ned i Kvaglund i løbet af den kommende uge. Vi tester på livet løs her i weekenden. Op til påske mødte 500 op til test på en enkelt dag, så viljen er der, siger Arne Nikolajsen, der er direktør for Sundhed og Omsorg i Esbjerg Kommune.

De berørte skoler og institutioner er Kvaglundskolen Signatur, Børnehuset Kvaglund og Valmuen. Forældrene bliver orienteret via Aula.

Den private daginstitution Troldehulen Kvaglund holder også fortsat lukket.

Incidensen for Kvaglund Sogn er oppe omkring 400 smittede pr. 100.000 borgere, oplyser Arne Nikolajsen.

I Horsens Kommune har Brædstrup Skole op til påske også været lukket på grund høje smittetal.