Studerende melder sig på banen

Skolebøgerne kan blive skiftet ud med sundhedsvæsenet, hvis sygeplejerskestuderende bliver kaldt ind af myndighederne.

Lige nu sidder de med studiebøgerne i hånden. Men inden længe kan det blive en realitet, at de studerende også skal stå klar på sygehusene i deres hverdag.  

Coronavirussen er nemlig kommet tættere på, og det betyder, at sygeplejerskestuderende kan blive kaldt ind for at hjælpe i sundhedsvæsenet.

Aflaster de uddannede

Derfor er studerende blevet bedt om at forholde sig til, hvordan de kan hjælpe i en eventuel sundhedsmæssig nødsituation.

- Først tænkte jeg, at vi ikke har kompetencer til det, fordi vi ikke er uddannet personale. Men vi kan gå ind og hjælpe der, hvor vi kan og med det, vi har kompetencer til. På den måde kan vi aflaste det personale, der kan tage sig af dem, der er alvorligt syge, fortæller Maria Louise Kongstad Rasmussen, der er sygeplejerskestuderende i Vejle.

Løfter i flok

Overvejelserne er begyndt at fylde hos de studerende på sygeplejeskolen. Hvad kan man hjælpe med og hvor meget?

Men selvom der er mange spørgsmål, har sygeplejestuderende Iben Filtenborg taget stilling. Hun vil gerne bidrage, hvis der er mangel på hænder i sundhedsvæsenet.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man hjælper, hvor man kan, og løfter i flok. Så jeg vil melde mig, hvis det bliver en mulighed, siger Iben Filtenborg.