Tønder-borgmester: - Jeg synes, det er at holde et stort erhverv for nar

Regeringens præsentation af planen for sommerturismen er rykket frem fra 1. juni til 29. maj. De tre dage ekstra skaber ikke begejstring hos Tønders borgmester, der kritiserer sit eget parti for resultatet.

- Vi fik rykket fristen tre dage frem, men hvis ikke jeg havde set Mette Frederiksen stå og sige det på tv i aftes, så havde jeg faktisk troet, at det var en vittighed, siger Henrik Frandsen (V), der er borgmester i Tønder.

Han er langt fra tilfreds med den aftale, som regeringen sammen med partilederne fra de andre partier præsenterede onsdag aften.

- Jeg synes, det er at gøre nar ad alle de folk, der står op hver eneste morgen og kæmper hårdt for at klare sig igennem den her krise, siger Henrik Frandsen.

Havde håbet på mere

Ud over en ny frist for den samlede plan for sommerturisme, meddelte regeringen også, at den fra den 25. maj lemper for indrejsereglerne ved den dansk-tyske grænse.

quote

Vi har et turisterhverv, som simpelthen savner klarhed. Vi mangler en dato.

Henrik Frandsen (V), borgmester, Tønder

Lempelserne betyder, at udlændinge, der ejer et sommerhus i Danmark, kan rejse ind i landet, og at kærester på tværs af nabogrænser må besøge hinanden. Hidtil har det kun været ægtefæller.

Derudover bliver det også muligt for borgere i de øvrige nordiske lande og Tyskland at besøge bedsteforældre og børnebørn i Danmark. Desuden får forretningsfolk grønt lys til at rejse ind i og ud af Danmark.

- Det er et lillebitte skridt i den rigtige retning, men jeg havde helt klart sat næsen op efter mere. Jeg havde håbet, at vi kunne få lov til at genstarte turismen, altså få lov til at få turister ind over grænsen. Det er desværre ikke lykkedes, og det er jeg meget skuffet over, siger Henrik Frandsen.

Savner klarhed

Henrik Frandsen er skuffet over, at hans eget parti og den øvrige opposition ikke kom igennem med kravet om at åbne grænsen for turister ved gårsdagens forhandlinger. Han mener, at den endte med at annoncere præcis dét, som Mette Frederiksen ønskede.

- Jeg har lidt svært ved at se, at det kan være et godt resultat. Jeg tænker, at Mette Frederiksen fik det, hun gerne ville. Hun fik skubbet åbningen af grænsen yderligere frem, og hun fik sendt et signal om, at hun er meget optaget af, at grænsen stadig skal være lukket, siger han og tilføjer:

- Vi har et turisterhverv, som simpelthen savner klarhed. Vi mangler en dato. Vi har ikke fået at vide, at grænsen åbner den 29. maj, så vi har stadig et turisterhverv, der er fastlåst, og som ikke ved, hvad der sker i den her sommer.