Traktorhær på vej mod hovedstaden - krydsede Storebælt i nat

34 traktorer kører fra Sønderjylland mod København for lørdag at demonstrere mod regeringen.

En hær af vrede bønder har fredag vendt traktoren mod øst for at køre til København. På en af dem står der "Hvis magten er rød, er det landbrugets død".

Under overskriften “Folkestyret hylder Grundloven” er mere end 850 traktorer på vej til demonstrationer i hovedstaden og Aarhus. 34 af dem tog fredag færgen fra Fynshav til Bøjden for natten til lørdag at krydse Storebæltsbroen ved fire-tiden.

Ved en demonstration lørdag eftermiddag på Langeliniekaj, hvor krydstogtskibene normalt lægger til, vil landmændene vise deres utilfredshed med regeringens håndtering af coronakrisen - specifikt ordren om at slå samtlige mink i Danmark ihjel. De demonstrerende er “imod magtmisbrug, manglende respekt for grundloven, demokratisk underskud – og for folkestyret”, som det hedder på deres hjemmeside.

Rasmus frygter for sin fremtid

En af dem, der har sat sig i førerhuset på sin traktor er den 22-årige landbrugsarbejder Rasmus Schmidt fra Kruså.

- Jeg er bange for, hvad det næste bliver. Når regeringen kan udrydde et helt erhverv på et pressemøde, bliver man jo lidt nervøs. Det er skræmmende, at man kan bryde grundloven på den måde, mener han.

Der finder en lignende demonstration sted i Aarhus.

Nogle af traktorerne bar skilte med protestslogans.
Nogle af traktorerne bar skilte med protestslogans.
Foto: Tue Wettergreen-Paltorp, TV SYD
22-årige Rasmus Schmidt er nervøs for sin fremtid og deltager derfor i demonstrationen i København.
22-årige Rasmus Schmidt er nervøs for sin fremtid og deltager derfor i demonstrationen i København.
Foto: Tue Wettergreen-Paltorp, TV SYD
34 sønderjyske traktorer tog fredag færgen Fynshav-Bøjden på vej mod København.