Da gadehunden Bamse kom til Danmark, var dens knæskaller slidt væk – og nu hænger ejeren selv på dyr regning

Foreningen New Hope kræver, at danske adoptanter underskriver særlig kontrakt, hvor foreningen fraskriver sig en stor del af ansvaret for hundene. Men den holder ikke i retten, siger jurist.

TV SYD har tidligere beskrevet, hvordan foreningen New Hope importerer gadehunde fra Portugal med smitsomme sygdomme og tvivlsomme personligheder. 

Det kan du læse mere om her:

TV SYD har også fortalt om tidligere frivillige, som stod frem og fortalte, at de havde løjet på vegne af foreningen for at sælge flere hunde. 

Det kan du læse om her:

Ydermere har TV SYD også talt med Fødevarestyrelsen, som kritiserede New Hope og kaldte deres arbejdsmetoder ulovlige. 

Det kan du læse om her:

Hvis du vil købe en hund fra foreningen New Hope, som er importeret fra Portugal, skal du underskrive en syv sider lang kontrakt. I kontrakten kalder New Hope sig selv for formidler og fraskriver sig alt økonomisk og fagligt ansvar, hvis hunden har skjulte fysiske- eller psykiske helbredsudfordringer. 

Men den går ikke, vurderer Rikke Seerup, jurist ved Forbrugerrådet TÆNK.

- Der er flere problemer i kontrakten. Der er flere ugyldige og urimelige aftalevilkår, som ikke kan gøres gældende overfor forbrugeren, siger hun. 

Rikke Seerup er jurist ved Forbrugerrådet TÆNK.
Rikke Seerup er jurist ved Forbrugerrådet TÆNK.
Foto: TV SYD

En af dem, som købte en hund fra New Hope, er Christina Johnsen. Hendes hund Bamse haltede, og Christina tog ham flere gange til dyrlæge. Efter fem måneder faldt Bamse og blev røntgenfotograferet. Hans knæskaller i bagbenene var slidt væk.

Dyrlægen vurderede, at det har stået på i to år. Altså længe før han blev sendt til Danmark.

Det vides ikke med sikkerhed, hvor gammel Bamse er, men han vurderes til at være fire-fem år og have noget schæferhund i sig.
Det vides ikke med sikkerhed, hvor gammel Bamse er, men han vurderes til at være fire-fem år og have noget schæferhund i sig.

Christina Johnsen tog et lån på 35.000 kroner for at betale for operationen. Men da hun efterfølgende henvendte sig til New Hope med problemet, mente foreningen ikke, at de kunne holdes ansvarlige. 

Kalder sig 'formidler', men er egentlig 'sælger'

Rikke Seerup fra TÆNK har læst kontrakten igennem og hæfter sig ved, at New Hope kalder sig selv for 'formidler' i kontrakten. Ifølge Rikke Seerup er en formidler den person eller platform, som skaber kontakten mellem køber og sælger. Eksempelvis internetportalen Den Blå Avis, hvor man opretter en annonce.

Problemet opstår, når New Hope selv deltager aktivt i salget, og deres kontrakt er en del af salget. Så vil 'formidleren' juridisk set blive anset som 'sælger'. 

Her er et uddrag fra kontrakten fra New Hope, hvor de selv kalder sig 'formidler'.
Her er et uddrag fra kontrakten fra New Hope, hvor de selv kalder sig 'formidler'.

- Når jeg læser kontrakten, så synes jeg, at New Hope faktisk er sælger. Der står ikke en sælger i kontrakten, men 'samarbejdspartnere i Portugal' og alle forpligtelserne i kontrakten er over for New Hope, siger Rikke Seerup. 

Her er et andet uddrag fra kontrakten fra New Hope, hvor de igen kalder sig selv 'formidler'.
Her er et andet uddrag fra kontrakten fra New Hope, hvor de igen kalder sig selv 'formidler'.

Når New Hope anses som sælger, er det de juridiske regler i Købeloven, der er gældende. I den står regler, som beskytter forbrugeren, og som man ikke kan lave en generel fraskrivelse af i en kontrakt. 

- Det kan New Hope bestemt ikke skrive sig ud af, selvom forbrugeren har skrevet under, siger Rikke Seerup.

Hun understreger dog, at det i sidste ende er en konkret vurdering, som skal afgøres af en dommer.

FAKTA OM NEW HOPE

New Hope skriver selv på deres hjemmeside:

New Hope Denmark er en dansk nonprofitorganisation, der har til formål at hjælpe hunde fra Portugal med at finde et kærligt og blivende hjem i Danmark.

  • Stiftet 28. juli 2018.
  • Hovedsæde i Odense.
  • Tilladelse fra Fødevarestyrelsen til at importere 530 hunde om året.
  • Har importeret omkring 900 hunde siden stiftelse.
  • Drevet af Silke Dior Sommer og frivillige.
  • Pris for at adoptere en hund: 4.880 kroner.
  • Pris for at adoptere en ældre hund: 2.980 kroner.


Kilder: newhopedenmark.dk og virk.dk

Betal 10.000 kroner til New Hope? 

En af de ting, man forpligter sig til i kontrakten med New Hope, er, at hvis hunden løber væk, så skal man opsætte flyers, bede om hjælp til eftersøgning af familie og venner og lede efter hunden, indtil den findes uanset, hvor man befinder sig geografisk. 

Hvis man som ejer ikke gør det, skal man betale erstatning til New Hope på 10.000 kroner. 

Det skal man også, hvis hunden aflives, videresælges eller bortgives.

Ifølge kontrakten er aflivning dog muligt, hvis hunden lider eller bliver akut syg. Det skal så dokumenteres overfor New Hope. Ved andre tilfælde skal mindst to uafhængige dyrlæger tilse hunden. Det er dog stadig muligt for New Hope i kontrakten at se bort fra dette. 

Uddrag fra artiklen om erstatning til New Hope på 10.000 kroner og krav om at betale sagsomkostninger.
Uddrag fra artiklen om erstatning til New Hope på 10.000 kroner og krav om at betale sagsomkostninger.

- Det er et urimeligt aftalevilkår overfor forbrugeren. Hvorfor skal New Hope have 10.000 kroner, hvis de bare er formidler? Det er meget tvivlsomt, siger Rikke Seerup. 

New Hope fremsætter i kontrakten også krav om, at hvis der opstår en twist mellem foreningen og forbrugeren, så skal forbrugeren betale alle sagsomkostninger - uanset om forbrugeren taber eller vinder. 

- Det er et helt ugyldigt aftalevilkår, og juridisk vil de ikke kunne gøre det gældende overfor forbrugeren, siger Rikke Seerup og fortsætter:

- Det er en meget problematisk kontrakt, og fra Forbrugerrådet TÆNK vil vi ikke kunne anbefale nogen som helst at underskrive den. Både på grund af alle de urimelige og ugyldige aftalevilkår og en lang række forpligtelser overfor New Hope, som i høj grad kun er til New Hopes fordel. 

Artikelserie: De syge gadehunde

Artikelserie: De syge gadehunde

I en artikelserie sætter TV SYD fokus på foreningen New Hope, som importerer gadehunde til Danmark.

Salget af hunde i Danmark er steget eksplosivt de seneste år, men hvad betyder det for markedet, adoptanterne af hundene og ikke mindst dyrene?

Følg med på tvsyd.dk de kommende dage.

Her understreger Rikke Seerup også, at selvom man allerede har skrevet under på en kontrakt med New Hope, så har vilkårene ikke gyldighed. 

New Hope er åben for råd

New Hope vil ikke stille op til interview, men skriver følgende til TV SYD.

TV SYD har haft Forbrugerrådet til at vurdere jeres adoptionskontrakt. De kalder den på en række punkter "ugyldig og urimelig". Hvad tænker I om den vurdering?

- Vi er åbne for råd til udbedring, såfremt dette er korrekt. Kontrakten er dog indgået uden tvang, og alle opfordres til at læse den grundigt inden indgåelse, hvilket betyder, at enhver kan vælge ikke at indtræde under de opsatte vilkår i kontrakten, skriver New Hope.

Tilbage sidder Christina Johnsen med sin hund Bamse, som afventer operation i sit andet bagben. Hun er skuffet over behandlingen fra New Hope og håber, at hun kan få erstatning for operationerne. 

- Jeg mener ikke, at det er hundens tarv at hente syge hunde til Danmark. Jeg overvejer at tage sagen i retten, Christina Johnsen.