Comeback til den hvide kittel: Lena er klar som corona-hjælper

Knap 1200 mennesker har meldt sig klar til at assistere Region Syddanmarks sundhedsvæsen. Efterlønneren Lena Ploug er en dem, der ønsker at gøre en indsats.

Den hvide kittel har været daglig rutine i mere end 40 år for Lena Ploug, indtil hun for to år siden gik på efterløn.

Nu er hun så klar til at træde ind på sygehusets gange som sygeplejerske igen.

Hun er blandt de knap 1200 mennesker, der har stillet sig til rådighed i Region Syddanmarks corona-jobbank, hvor ekstra sundhedspersonale kan melde sig til at hjælpe i forbindelse med corona-virus.

- Jeg vil gerne hjælpe de steder, hvor jeg stadigvæk kan, fortæller Lena.

Og det er ikke en beslutning, hun har taget halvhjertet. Det har nemlig betydet, at yoga, gåture med veninder og pasning af børnebørnene alt sammen er blevet sat på stand-by. Hun tager sine forholdsregler, for at hun kan være klar, hvis hun bliver kaldt ind.

Hjælper i Esbjerg

Til dagligt bor Lena Ploug i Ringkøbing. Alligevel har hun valgt at assistere i Region Syddanmark frem for i Region Midtjylland. For Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg kender hun alle afkroge af.

- Jeg tror, at jeg gør bedre nytte i Esbjerg. Og selvfølgelig føler jeg en større tilknytning til den arbejdsplads, jeg har været på i så mange år. Jeg kender rigtig mange der, og det giver en tryghed, som jeg tror er vigtig i den situation, siger Lena Ploug. 

Selvom hun lagde sygeplejerskerollen på hylden for nogle år siden, er hun heller ikke i tvivl om, at der stadig er meget, hun kan bidrage med.

- Jeg var operationssygeplejerske, og det er jo ikke det arbejde, jeg kommer tilbage til. Men jeg kan basal sygepleje, og det er jeg helt sikkert klar til at hjælpe med, fortæller hun.