Efter uhørt kaotiske uger i fodboldklubben Esbjerg er fansene enige: Nu skal den nye træner have arbejdsro

Roland Vrabec debuterede fredag aften som cheftræner i Esbjerg fB. Han markerer en ny start i klubben efter omdiskuterede Peter Hyballas afsked, mener aktører.

Efter bare seks uger i spidsen valgte Peter Hyballa i onsdags at stoppe som cheftræner i Esbjerg fB.

Tyskerens beslutning skete efter et for danske forhold sjældent set tumultarisk forløb med beretninger fra spillere om fyringstrusler, håndende, ydmygende og sexistiske bemærkninger fra Hyballa. En degradering af fire spillerprofiler, spillerflugt, inddragelse af Spillerforeningen og Arbejdstilsynet og et åbent protestbrev fra truppen.

I forlængelse af Hyballas afsked præsenterede klubben så hans afløser: tyske Roland Vrabec. Ind er også kommet en ny direktør i Jens Hammer Sørensen, mens den tidligere stjernespiller Rafael van der Vaart skal være assistenttræner. 

Fredag aften fik Esbjerg under Vrabecs ledelse 0-0 hjemme mod superliganedrykkeren AC Horsens. Et resultat, der må siges at være godkendt med tanke på blamagen på 0-5 mod Lyngby i seneste spillerunde.

Det uafgjorte resultat betyder omvendt, at Esbjerg fortsat er uden sejr i 1. division.

Et større og vigtigere fokuspunkt er, om der med trænerudskiftningen igen kan snakkes fodbold - og kun fodbold - i den traditionsrige klub, der om tre år kan fejre 100 års jubilæum? Eller om uroen fortsat vil ulme?

Erhvervsmand vil holde øje med amerikanerne

Journalist Jan Lindhardt fra Ugeavisen Esbjerg, der har fulgt udviklingen tæt, mener, at ansættelsen af Roland Vrabec markerer en ny start. 

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at hele det pres, der har været på klubben, har påvirket spillere og fans. Uanset hvad man så mener om Peter Hyballa, er det her en ny start for spillerne, siger han.

Han tror, at klubben kan rette op på de skader, der er sket.

- Det er en klub, som om tre år kan fejre 100 års jubilæum. Det her bliver et kapitel i bogen, men det er noget, klubben kommer videre fra. 

Anderledes loren ved situationen, og især det faktum, at Esbjerg stadig er på amerikanske hænder, er erhvervsmanden Frede Madsen. Han har tidligere arbejdet i klubben og kan i dag fra sidelinjen følge med i udviklingen i den klub, han holder så meget af. En udviklingen, han ikke er glad for. 

- I takt med balladen er jeg blevet ramt af stigende tristhed og til sidst desperation. Ejerne kom hertil for at ville værne om klubbens værdier og ville bruge ungdomsspillere. Du kan se, hvad der sker nu, siger han og henviser til, at flere af Esbjergs egne spillere de seneste dage har forladt klubben, mens udenlandske spillere er hentet ind.

Frede Madsen har tidligere stillet sig i spidsen for ideen om at ville købe klubben tilbage på danske hænder og har selv været parat til at lægge 100.000 kroner på bordet. Han mener nu, at den nye træner og direktør skal have en chance og gives arbejdsro. 

- Men jeg håber, at erhvervslivet i Esbjerg vil holde øje med amerikanerne. Hvis de tror, at de med 30 millioner kan komme tromlende, så må de tro om igen. 

- Jeg er ked af alt det, der er sket

I vanlig stil gik en gruppe af fans gennem centrum af Esbjerg i timerne op til kampen mod Horsens.

esbjergfans
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Blandt dem er der også delte meninger om den seneste tids kaos, og hvad trænerudskiftningen betyder for fremtiden.

- Jeg er ked af alt det, der er sket, men kan ikke se, at der var en anden vej, end at Hyballa måtte gå. Vi skal se fremad og lade fortid være fortid, siger Steffen Kristensen, der er formand for fanklubben Blue Knights. 

Tonny Johansen mener også, at klubben nu skal se fremad. Han mener dog ikke, at Peter Hyballa bærer skylden, men at spillerne har en stor andel.

- Der er 21 spillere, der skriver under på et brev, som de så ikke vil stå ved alligevel. Det synes jeg ikke, vi har fortjent, slet ikke som tilskuere, siger han.

Esbjergs næste kamp er på tirsdag mod FC Fredericia.