Jubel over ny uddannelse: Hjerneflugt fra Vestjylland skal bremses

Lokal begejstring over regeringens nye uddannelsesudspil, hvor Esbjerg får en længe ventet jurauddannelse.

Sydvestjylland oplever et såkaldt hjerneflugt, hvor mange unge søger universitetsuddannelser uden for Sydvestjylland og ikke vender tilbage til området efter endt uddannelse. Når så oven i købet universitetsuddannede unge fra andre dele af landet kun i begrænset omfang flytter til Sydvestjylland, skabes der et underskud i regionen.

Behovet for jurister i Sydvestjylland er sidste år dokumenteret i en rapport fra Region Syddanmark. Både kommune, styrelser og erhvervsliv sukker efter jurister, og med regeringens nye uddannelsesudspil er der udsigt til at få jurauddannelsen til Esbjerg, og det vækker begejstring i Danmarks femtestørste by.

- Nu er jeg ret sikker på, at det sker. Ud over regeringen er der også opbakning fra andre partier til en jurauddannelse i Esbjerg, siger Erling Petersson fra Education Esbjerg.

quote

Der er ingen tvivl om, at hvis vi kan uddanne jurister her i området, vil det gøre det lettere at rekruttere.

Karin Bergen, personskattedirektør i Skattestyrelsen , Ribe

Allerede sidste forår lå en ansøgning klar, hvor man kun manglede finansieringen af uddannelsen, der vil koste knap 16 millioner kroner årligt. Men det er ikke gjort med blot at tiltrække jura.

- Vi har større ambitioner end én uddannelse til byen. Vi har undersøgt uddannelsesbehovet blandt unge, og vi vil arbejde for både grønne-, it-, statskundskab og økonomiuddannelser. Allesammen uddannelser, der kan være med til at sikre, at Sydvestjylland bliver en del af det, politikerne gerne vil, et Danmark i bedre balance. Og samtidig placere Esbjerg som et flagskib inden for et bæredygtigt Danmark. Vi stopper ikke her, det her er første skridt, tilføjer Erling Petersson.

Business Esbjerg: Sejr for byen

Business Esbjerg roser regeringens udspil og kalder forslaget om en jurauddannelse i det vestjyske for stor sejr.

- Det er især en fantastisk nyhed, at der specifikt bliver foreslået en jurauddannelse i byen, som vi jo igennem flere år har arbejdet målrettet på at tiltrække. Vores undersøgelser har gentagne gange vist, at der er stort efterspørgsel på nyuddannede jurister i det syd- og sydvestjyske, hvor både advokatselskaber, private virksomheder samt politi, domstole og statslige styrelser efterspørger flere nyuddannede og juridiske kompetencer. Så det er en stor sejr for vores område, at det nu ser ud til at lykkes, lyder reaktionen fra Business Esbjergs direktør, Susanne Nordenbæk, i en pressemeddelelse.

Skattestyrelsen jubler

Business Esbjerg har regnet ud, at Esbjerg Kommune efter al sandsynlighed vil runde 1.000 statslige arbejdspladser i løbet af 2021. Både Færdselsstyrelsen, Energistyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Toldstyrelsen og Skattestyrelsen har haft en stor medarbejderfremgang.

Karin Bergen, personskattedirektør i Skattestyrelsen i Ribe, mener at kunne beskæftige mere end 20 nyuddannede jurister hvert år, hvorfor hun også hilser en vestjysk jurauddannelse velkommen.

- Der er ingen tvivl om, at hvis vi kan uddanne jurister her i området, vil det gøre det lettere at rekruttere. Med et nyt skattecenter med op til 150 medarbejdere, der ser dagens lys i løbet af 2021, får vi jo brug for endnu flere med juridiske kompetencer i fremtiden her i området, siger hun i en pressemeddelelse fra Business Esbjerg.

Borgmester: Stor studieby

I dette studieår skulle 10.000 studerende efter planen læse på en videregående uddannelse i Esbjerg. Men ved studiestart i Vestkystbyen i sommer var der kun 5.832 studerende og dermed langt op til det mål. 

Alligevel mener borgmester Jesper Frost Rasmussen (Venstre), at det er en blåstempling af byen som studieby, at jurauddannelsen nu ser ud til at komme til Esbjerg.

- Nu har vi først medicinuddannelsen, som kommer næste år, og nu kommer så jurauddannelsen. Det er to signaturuddannelser, som signalerer, at man er en stor studieby, mener han.

Blå blok enig

Selvom en jurauddannelse i Esbjerg endnu blot er en ambition fra regeringen, er der også opbakning fra andre partier i Folketinget. Blandt andre Venstres Ulla Tørnæs, valgt i Esbjerg og sit partis uddannelsesordfører også medlem af Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg.

Hun udtalte allerede før Folketingets åbning sidste år, at hun ville fortsætte sit politiske pres for at få jura-uddannelsen til Esbjerg.

- Hele Sydvestjylland har hårdt brug for flere jurister. Og i det hele taget for et Danmark i bedre balance, hvor vores landsdel bliver tilgodeset med flere studiepladser, sagde hun allerede dengang til TV SYD.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra rektor for Syddansk Universitet (SDU), Henrik Dam. SDU vil først give sig tid til at læse regeringens udspil grundigt igennem.