Oversigt

Kamera fundet under vask i svømmehal - 49-årig erkender

En 49-årig mand erkender sig skyldig i at have krænket blufærdigheden hos gæster i en svømmehal i Esbjerg.

Krænkelserne er sket ved, at der er blevet opsat et skjult videokamera under en håndvask på et fællesområde, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi mandag i en pressemeddelelse.

Politiet fik søndag eftermiddag en anmeldelse fra personalet i Svømmestadion Danmark. To gæster havde opdaget kameraet og kontaktet personalet, som ventede på, at det blev afhentet.

Ifølge Jydske Vestkysten var det to niårige piger, som opdagede kameraet.

Politi ransager bolig.

Det var den nu sigtede 49-årige mand, som hentede kameraet, og han blev anholdt af politiet, som efterfølgende ransagede mandens bolig. Her er der ifølge politiet blevet beslaglagt nogle elektroniske enheder, som nu skal undersøges nærmere.

Selv om sagen hører hjemme i Syd- og Sønderjyllands Politikreds, bliver det nabokredsen mod nordvest, Midt- og Vestjyllands Politi, der skal stå for efterforskningen.

Politiet oplyser, at der ikke er noget, som tyder på, at der skulle være sket deling af optagelserne.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi kan der nemlig være ansatte hos netop Syd- og Sønderjyllands Politi blandt ofrene i sagen, hvilket potentielt kan udgøre et habilitetsproblem.

Såfremt politiet ud fra materialet på optagelserne kan identificere eventuelt forurettede, vil de blive kontaktet af politiet.