Med et trylleslag er fantasyfestival blevet landets største

Igen i år inviterer Esbjerg Kommunes Biblioteker indenfor til fantasyfestival. På seks år er den blevet Danmarks største af slagsen.

Hvis du er til magi, rollespil og heksekunster, så er det måske en god idé at slå et smut omkring Hovedbiblioteket i Esbjerg. I denne weekend afholdes den årlige Fantasy Festival i bibliotekets lokaler, der for en stund er omdannet til et fantasi-slot.

En af dem, der besøgte festivalen i dag, er Hercules Johansen, og for hende er fantasy-genren et pusterum fra den 'rigtige' verden.

- Jeg synes, det er superinteressant og prøve at spille noget andet - især rollespil, hvor man lærer rigtigt meget om sig selv, og så er det bare supersjovt at være andet end en 'hverdagsperson', siger Hercules Johansen, der til daglig går på efterskolen Epos i Augustenborg. Her har man specialiseret sig i at udleve fantasygenren i skoleformat.

I weekendens anledning er den unge fantasy-fan klædt ud som en alf, for det skal man naturligvis være, når ens passion ligger i en fantasiverden.

- Det er et rollespilskostume for et rollespil, som jeg spillede på min skole, så derfor har jeg de fleste ting. Og jeg har det på, fordi jeg synes, det ser sejt ud, siger Hercules Johansen med et stort smil.

Hercules Johansen (til højre) i sin kostume sammen med en ven
Hercules Johansen (til højre) i sin kostume sammen med en ven
Foto: Ole Møller, TV SYD

Danmarks største fantasyfestival

Festivalen, der holdes i denne weekend, er kun seks år gammel. På de seks år har arrangementet lige så stille vokset sig stor - og er i 2021 den største af sin slags i Danmark.

- I 2015 var det første år, og der tog vi spadestikket til, at vi skulle lave noget, der var større, siger Jannie Tolstrup, koordinator for festivalen, om den spæde start, der i sin tid foregik indendørs på den gamle højskole i Esbjerg.

fantasy3
Foto: Ole Møller, TV SYD

Siden har festivalen altså vokset sig større og i år indtaget området foran og ikke mindst indenfor i Hovedbibliotekets lokaler centralt i Esbjerg. Og mens der ikke var en festival sidste år - af knap så magiske grunde - så er der altså åbnet for de fantasifulde sluser igen i år - og det har folk fundet ud af, lyder det fra arrangøren. Der er nemlig kø på pladsen.

- Det er helt fantastisk. Vi er lige kommet ud af corona og har gået og hungret efter de her kulturelle oplevelser, og så er det bare helt vildt at opleve, at vi er en af dem, de vælger, siger Jannie Tolstrup.