![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjAvMDkvMjEvODI2OTAuanBn/82690.jpg?fm=jpg&w=564&h=317&s=e2e20733911f7efc09a12b5dd9c86d95)
Borgmester tvivler på billigere færgebilletter
Så du straks muligheden for en billig færgebillet til sommer, da den nye finanslov blev præsenteret? Vent med at glæde dig for meget. Det er nemlig ikke sikkert, at det bliver aktuelt.
På finansloven er der godt nok afsat over én milliard kroner i 2024-2027 til landdistriktsområdet, herunder penge til det fulde landevejsprincip, hvor prisen for at sejle med færge sidestilles med prisen for at køre samme afstand på landevej.
Men pengene skal også dække et forhøjet befordringsfradrag til borgere i yderkommuner. Det er således uklart, hvor stort et beløb, der er afsat til det fulde landevejsprincip.
- Det er lidt svært at gennemskue, hvor stor den faktiske billetreduktion bliver. Det beløb, vi tidligere har hørt om, vil ikke gøre billetterne ret meget billigere og slet ikke så billige som at køre på landevej, siger borgmester på Fanø Frank Jensen (RV).