Flere timers kø til Fanø-færgen fredag aften - køen kan blive længere lørdag

Skal du til Fanø fredag aften, så må du indstille dig på kø og være tålmodig. Der er flere timers kø på Esbjerg-siden, og der forventes endnu længere ventetid lørdag.

Hvis du skal til Fanø fredag aften, så må du regne med lang ventetid for at komme med færgen, men køen kan blive længere lørdag.

Færgeselskabet, Fanølinjen, melder fredag klokken 17.27 på deres hjemmeside om to timers kø for at komme med færgen, og i Facebook-gruppen 'Sejler Fanøfærgen lige nu?' fortæller folk om kø helt op til Musikhuset i Esbjerg.

Hos udlejningsfirmaet Danibo på Fanø fortæller de, at de ikke er overraskede over de mange mennesker, der vil til Fanø denne weekend. Alle sommerhuse er nemlig fuldt bookede.

- Dels koster det jo lige nu kun 50 kroner for en returbillet med bilen, så det trækker helt sikkert mange til, der måske ikke normalt ville tage en tur til øen i denne weekend. Og dels så har vi den næststørste ankomstweekend i hele sæsonen, fortæller Monica Bentsen fra udlejningsfirmaet.

Grunden til så mange booker sommerhuse i denne weekend er, at priserne er faldet efter højsæsonen.

- Her har vi altid mange bookninger, da folk uden børn jo kan tage sig en ferie i en lidt billigere periode, forklarer Monica Bentsen.

Lørdag er det den store skiftedag i sommerhusene, så der forventes endnu flere biler, som vil med Fanøfærgen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.