Ikonisk færge har sejlet sin sidste tur

Den snart 60 år gamle færge 'Sønderho' har sejlet sin sidste tur mellem Esbjerg og Fanø.

En æra er slut. Passagerfærgen 'Sønderho' har nemlig sejlet sin sidste tur mellem Esbjerg og Fanø.

Efter den nye el-færge Grotte blev indsat i begyndelsen af oktober på ruten mellem Esbjerg og Fanø, er den næsten 60 år gamle færge 'Sønderho' blevet overflødig, meddeler Molslinjen i en pressemeddelelse.

quote

Sønderho er 'træt' og fra en anden tid.

Carsten Jensen, administrerende direktør, Molslinjen

Derfor ender færgen sin tjeneste hos Smedegaarden A/S i Esbjerg, hvor den gamle færge skrottes og genbruges på den mest miljørigtige måde.

- Sønderho er 'træt' og fra en anden tid, og vi fandt, at det ikke ville være miljømæssigt forsvarligt at indsætte en ny el-færge og samtidig forsøge at forlænge tiden for så gammel en færge, siger Carsten Jensen, administrerende direktør hos Molslinjen i pressemeddelelsen.

Med el-færgen 'Grotte' sejler der nu tre færger mellem vadehavsøen og Esbjerg.

Sønderho har ifølge Molslinjen de senere år været brugt meget begrænset i eksempelvis belastningsperioder. Desuden kunne den gamle færge, der nu "pensioneres", ikke medtage biler. 

- Vi går nu færgen grundigt igennem for at sikre os genstande, som kan have lokalhistorisk værdi. Hos Smedegaarden A/S bliver alt genanvendt hvis muligt – og så bortskaffes resten efter strenge krav til miljøet, siger Carsten Jensen.