Sådan vil borgmester løse PFAS-problem

Alle vandboringer på Fanø er forurenede over grænseværdien med de sundhedsskadelige PFAS-stoffer. Borgmesteren forholder sig til tre løsningsforslag.

Ti drikkevandsboringer på Fanø, indeholder for mange af de giftige PFAS-stoffer.

Faktisk var niveauerne fra boringerne på cirka fire nanogram - altså i omegnen af det dobbelte af de to nanogram, der er tilladt.

- Vi har altid været stolte af vores vandkvalitet på Fanø, så det er frustrerende, at vi ikke kan leve op til de gældende krav på nuværende tidspunkt, og det tager vi alvorligt, fortæller Fanøs borgmester, Frank Jensen (Radikale Venstre) til TV SYD.

Han påpeger i samme omgang, at det er værd at have med, at vandet på Fanø altså ikke er blevet mere giftigt, men at Miljøstyrelsen satte grænseværdien for PFAS-stofferne markant ned sidste år - fra 100 nanogram til to nanogram.

Styrelsen for Patientsikkerhed har dog vurderet, at borgerne på Fanø kan drikke vandet i en begrænset periode - uden at definere det nærmere.

Tre mulige løsninger

I kølvandet på de problematiske boringer er der blevet stillet tre løsningsscenarier op.

Den første går ud på, at man simpelthen renser drikkevandet for de giftige stoffer og dermed kommer under grænseværdien. Den løsning skyder borgmesteren hurtigt ned.

- Der er desværre ikke nogen hurtig løsning, for der findes på nuværende tidspunkt ikke noget system, der kan løse dén opgave, siger han til TV SYD.

Det andet løsningsforslag er at man laver nye boringer på øen. Her ser Frank Jensen også problemer.

- Hvis vi laver nye boringer, så går der lang tid før vi kan sige, om de overhovedet er bedre end dem vi allerede har lavet, siger han.

Det sidste løsningsforslag er også det dyreste, men alligevel det borgmesteren hælder mest til. Løsningsforslaget er simpelthen at trække en vandforsyning fra Esbjerg til Fanø - altså en ledning med vand i.

- Det kan være, at der om 5 år bliver lavet nye målinger, der viser nogle stoffer som vi ikke kender til i dag, og derfor er det mere sikkert at have en forsyning fra Esbjerg. Den her løsning er den dyreste, men altså også den mest driftssikre, siger han.