TV der bevæger dig

Kunder truer Matas: Stop asylspray

En politisk happening i Haderslev i weekenden har fået kunderne til at rase over Matas. Kædens hårlak blev brugt som ’asylspray’ af Danskernes Parti, og det har fået flere kunder til at rase og true med at boykotte forretningen.

Den omdiskuterede spray blev lørdag uddelt i Haderslev. Foto: Bárður Michaelsen, TV SYD

Harmen var til at mærke på gågaden i Haderslev i weekenden, hvor det højrenationale Danskernes Parti uddelte det, de selv kaldte ’asylspray’. Samme harme har nu ramt Matas på Facebook, hvor kunder kræver at kæden tager afstand fra Danskernes Parti og ’asylsprayen’.

Læs også Parti uddelte asylspray – og fik stærke reaktioner

Danskernes Parti havde klistret en etikette med ordet ’asylspray’ uden på en Matas-hårlak.  Det har fået flere kunder til at kræve svar på, om Matas kendte til Danskernes Partis planer, og om de ligefrem har et samarbejde. Flere truer også med at stoppe med at handle i Matas efter at have set indslaget med hårlakken i TV SYD. Camilla Nielsen skriver:

- Hey matas.. Nu skal jeg bare lige høre jer om det er jer der sponsorer sådan et sygt sygt "projekt" som den her asyl spray er.. For det er jeres hårlak der ligger inden under den her såkaldte asyl spray.. For hvis det er tilfældet er mig og min husstand godt nok helt og aldeles færdig med at sætte mine ben i nogle af jeres butikker igen.. Men venlig hilsen en meget ophidset kunde eller skal jeg sige tidligere hvis dette er sandt

Matas har intet samarbejde med Danskernes Parti, skriver de på Facebook. Og på Facebook er kæden nu i gang med at besvare de mange sure henvendelser. For eksempel skriver de:

- Vi har skrevet til Danskernes Parti og krævet, at de omgående stopper med at bruge vores hårspray til aktiviteten, da vi i Matas på ingen måde vil sættes i forbindelse med partiets holdninger og events. Bedste hilsner Club Matas.

- Vi kræver, at partiet omgående stopper med at bruge Matas produkter til de her events og deres formål. For vi vil ikke sættes i forbindelse med det parti og dens holdninger. Vi har ikke fået nogen tilbagemelding fra partiet, siger Henrik Engberg Johannsen, informations- og miljøchef hos Matas, til TV SYD.

Læs også Borgere klar til at anmelde Danskernes Parti for racisme