Et vigtigt emne bliver overset i valgkampen - derfor stiller Ane sit spørgsmål til politikerne

Både medier og folketingskandidater glemmer klimaet, mener Ane Nørgaard. Derfor har hun formuleret et spørgsmål til partilederdebat på sit gymnasium.

Først fyldte corona med daglige opdateringer om smittetal i både radio, aviser og på fjernsynsskærmen.

Nu flyder medierne over med nyheder om krigen I Ukraine, inflation og sørgelige beretninger om helt almindelige mennesker, der er ramt af energikrisen.

quote

Der er så meget, som overskygger lige nu, men det er stadig lige så vigtigt som altid

Ane Nørgaard, elev, Rybners Gymnasium

Sådan ser det i hvert fald ud for Ane Nørgaard fra 2.X på Rybners Gymnasium i Esbjerg.

Hun studerer fysik og matematik på højeste niveau, og som naturvidenskabelig elev føler hun, at der mangler noget helt essentielt både i nyhedsstrømmen, men særligt også i politikernes valgkamp.

- Jeg føler ikke, at vi hører nok om klimaet længere. Der er så meget, som overskygger lige nu, men det er stadig lige så vigtigt som altid, siger hun.

Et vigtigt spørgsmål

Når partilederne torsdag eftermiddag mødes til debat på sit gymnasium, har hun derfor besluttet at række hånden i vejret og stille dem et spørgsmål:

- Som unge er vi meget opmærksomme på klimaet, for vi hører hele tiden, at det er vores fremtid, det handler om, men hvilke løsninger vil politikerne egentligt bringe i spil?

Ane Nørgaard fortæller, at hun har nørdet klimalovens paragraffer, men midt i strømmen af valgplakater, flyers og bolsjer med partibogstaver savner hun en egentlig plan for kloden.

Klimaloven

Formålet med denne lov er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark opnår at være et klimaneutralt samfund i senest 2050 med Parisaftalens målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader celsius for øje.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter mindst hvert femte år en national klimamålsætning med et 10-årigt perspektiv. En ny klimamålsætning må ikke være mindre ambitiøs end den senest fastsatte målsætning.

Kilde: Danskelove.dk

- Det her er meget større end os selv, men samlet kan vi gøre en forskel som land og som individ, siger hun og forklarer, at hun blandt andet selv køber genbrugstøj, undgår madspild og tager miljøvenlig transport.

Ingen stemme, men stadig indflydelse

Med sine 17 år kan Ane Nørgaard ikke stemme til folketingsvalget 1. november. Det holder hende dog ikke fra at gå helhjertet ind i den politiske debat.

8BE5ABCF-5E23-4463-AE44-2794D08DEABD.jpeg
Foto: Tais Tullin

- Jeg ved jo, at jeg skal stemme til næste valg, så ved at engagere mig nu har jeg en grundforståelse til den tid, siger hun og tilføjer:

- Selvom jeg ikke har indflydelse ved at kunne stemme, så skal politikerne stadig forholde sig til mit spørgsmål, og på den måde kommer jeg til at påvirke noget alligevel.

Interessen for politik betyder, at Ane Nørgaard har fulgt med ved folketingets åbningsdebat og i politikernes udtalelser, siden valget blev udskrevet.

Hun er særligt optaget af værdipolitik, men hun vakler alligevel mellem de to blokke. På nogle områder er hun nemlig enig med både røde og blå partier.

quote

Jeg vil gå derfra og føle, at de engagerer sig for klimaet og gerne vil bringe det på dagsordenen igen

Ane Nørgaard, elev, Rybners Gymnasium

Derfor håber hun, at hun med sit spørgsmål til partilederne kan blive endnu klogere på, hvem hun er mest enig med.

Svaret, hun håber på

I den bedste af alle verdener håber Ane Nørgaard, at partilederne vil svare hende, at de har en plan med konkrete mål.

- At de vil udføre en handling, og at det ikke bare er snak. Jeg vil gå derfra og føle, at de engagerer sig for klimaet og gerne vil bringe det på dagsordenen igen, siger hun.

Anes klimavenlige råd

Køb tøj i genbrug: Ane Nørgaard elsker at gå i genbrugstøj. Derfor tager hun og veninderne på genbrugsture, hvor de besøger en række lokale genbrugsbutikker for at finde tøj.

Undgå madspild: Hjemme hos Ane Nørgaard laver familien ofte mad af rester. De prøver at være kreative med alt det, der er i køleskabet. Til aftensmad bliver resterne ofte til forskellige wokretter, mens det til morgenmad er et hit at bruge brune bananer i en smoothie.

Begræns impulskøb: Uanset om det gælder tøj, møbler eller mad, så forsøger Ane Nørgaard at skrue ned på sit forbrug. Hun råder til, at man så vidt det er muligt kun køber nyt, når det er nødvendigt.

Helt specifikt vil hun gerne have dem til at se på energieffektivisering. Danmark skulle nemlig gerne bruge mere vedvarende energi og blive et foregangsland, mener Ane Nørgaard.

Hun har læst, at for eksempel Holland har sat et mål for deres energieffektivisering. Et mål, som hun har svært ved at finde fra den danske regering.

Med researchen på plads og sit spørgsmål skarpt formuleret er Ane Nørgaard klar til at møde partilederne.

Hun er spændt, for det handler ikke kun om fremtidens klode. Det handler også om at blive hørt som ungt menneske.

- Jeg vil frem til med mit spørgsmål og have dem til at forholde sig til, hvad der skal ske, og hvordan vores verden kommer til at se ud.

Derfor er det med sommerfugle i maven, hun sætter sig ind i salen.