Smykker savner stadig ejere

En stor samling stjålne smykker savner fortsat ejermænd.

Kort før jul bad Sydøstjyllands Politi borgerne om hjælp til at opklare en sag om et stort antal halskæder, ringe, armbånd og øreringe, samt forskelligt sølvtøj, som formodes at stamme fra et indbrud eller tyveri.

Smykkerne og sølvtøjet fandt politiet i forbindelse med ransagninger på to adresser i Fredericia fredag den 17. november sidste år.

Det fik en kvinde fra Tåsinge til at reagere. Hun har genkendt tre af smykkerne, som hun mistede ved et indbrud.

- Selvom smykker og sølvtøj er fundet i Fredericia-området, er det langt fra sikkert, at de stammer herfra. Vi vil gerne i kontakt med personer, der savner smykkerne, eller på anden måde ved noget om dem, så ejerne kan få dem igen, og vi forhåbentlig kan opklare sagen, siger Brian Skovrup Christensen, der er fungerende politikommissær ved Efterforskningscenter Syd i Sydøstjyllands Politi.

Politiet mangler stadig oplysninger, der kan føre til ejerne af resten af smykkerne og sølvtøjet, og dermed også til opklaring af flere indbrud eller tyverier. Kender du nogle af smykkerne eller sølvtøjet, eller har du oplysninger, som kan hjælpe politiet med at opklare sagen, så hører politiet gerne om det på 1-1-4.

Kender du disse indgraveringer?

100: ”Johnny 4-1-69” og ”Bente 4-1-69”
101: ”VAN THI” og ”HONG NGOC”
121: ”E.H.”
122: ”E.H.”
123: ”fra sognefogederne i Antvorskov Birk 1897 7/12 1922”
124: ”H.T.J” og ”j.h.T.D”
125: ”E.H.”
165: Guldmønt 1915
241: ”Ruth 22-8-56”