Danmarks første vinder af Le Mans genså lørdag gocartbanen, hvor det hele begyndte

I dag blev den 60 år gamle Vojens Motorsport Arena genindviet efter en omfattende renovering. Med til at fejre dagen var også John Nielsen, der som helt ung fik glæden for fart og racerkørsel på selvsamme gocartbane.

John Nielsen har været med til at sætte dansk bilsport på det internationale landkort, da han i 1990 som første dansker sejrede samlet i 24-timersløbet i Le Mans.

Lørdag var han tilbage, hvor hele hans motorracekarriere startede i 1969 - nemlig på gocartbanen i Vojens.

- Stedet vækker mange minder. Min far var blevet møbelhandler her i byen, og så snart sofaerne var læsset af lastbilen om aftenen, kom gocarten i lastrummet. Vi skulle bare afsted ud til den bane, der lå her. Den gang var det bare en jordbane, fortæller John Nielsen.

Det er flere år siden, at John Nielsen sidst har været på gocartbanen.

Vojens Motorsport Arena blev lørdag indviet efter sin renovering af blandt andre John Nielsen, Bastian Buus og Robert Schlünsen.
Vojens Motorsport Arena blev lørdag indviet efter sin renovering af blandt andre John Nielsen, Bastian Buus og Robert Schlünsen.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV SYD

- Det er meget dejligt at se, at stedet nu er blevet omkring ti gange så stort, at det er blevet et Team Danmark Center, og at her er mange dygtige mennesker tilknyttet, siger John Nielsen, og fortsætter:

- Det er simpelthen bare fantastisk godt at se, at min sport udvikler sig.

John Nielsen har en lang og glorværdig karriere som racerkører i hele verden. Da han fyldte 18 år rykkede han op i Formel Ford, hvor han året efter blev dansk mester i klassen. I 1990 blev han som den første dansker vinder af 24-timersløbet Le Mans - og siden er det gået slag i slag i mange år med ræs ude i verden.

Vojens Motorsport Arena blev lørdag indviet efter sin renovering af blandt andre John Nielsen, Bastian Buus og Robert Schlünsen.
Vojens Motorsport Arena blev lørdag indviet efter sin renovering af blandt andre John Nielsen, Bastian Buus og Robert Schlünsen.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV SYD

Godt sted til at udvikle unge

John Nielsen er tilbage i Danmark. Og for den tidligere racerkører vækker det begejstring, at Vojens Motorsport Arena nu kan tiltrække masser af unge med fart i blodet.

Vojens Motorsports Arena er netop renoveret for 18 millioner kroner, som har bragt banen og faciliteter op på et niveau, hvor der kan afholdes internationale løb. 

- Det betyder, at de unge mennesker har et sted at komme, for det er vigtigt for vores samfund, at de har noget at lave, så en bane som den her betyder alt for dem, der har den her motorsportsinteresse, siger John Nielsen.

I år har Vojens Motorsports Arena 60 års jubilæum. I den forbindelse er stedet renoveret for 18 millioner kroner, som har bragt banen og faciliteter op på et niveau, hvor der nu kan afholdes internationale løb. 

John Nielsen håber, at det lykkes gocartcenteret at få både EM og VM tilbage Vojens.

- Vi havde en gang en VM-løb her på banen, og det var en kæmpe begivenhed. Det vil være fantastisk, hvis det kommer til at ske. Så skal jeg helt sikkert ned og se det.

Vojens Motorsport Arena blev lørdag indviet efter sin renovering af blandt andre John Nielsen, Bastian Buus og Robert Schlünsen.
Vojens Motorsport Arena ejes i dag af tidligere racerkører Robert Schlünsen, der også fik interessen for motorsport grundlagt på gocartbanen i Vojens.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV SYD