Ny uro i Haderslev: Ballademagere smed store sten ud på vejen

Selvom Syd- og Sønderjyllands Politi har valgt at intensivere indsatsen i Haderslev, så var der natten til onsdag på ny ballade.

Politiet måtte kort efter midnat rykke ud til Borgervænget i Haderslev, hvor en større gruppe unge ballademagere havde smidt store sten ud på vejen.

Ifølge politikommissær Jens Peter Rudbeck fra lokalpolitiet opførte flere af de unge sig aggressivt, da politiet ankom til stedet.

 

En 19-årig mand kaldte politiet for bøsser og hunde, mens en 17-årig blev taget med til afkøling på stationen.

- Vi bruger de midler, som er nødvendige, siger Jens Peter Rudebeck til TV SYD.

 

Efter flere ugers ballade i Haderslev har Syd- og Sønderjyllands Politi valgt at være mere synlige i byen.

De sker bl.a. efter, at en patrulje i weekenden måtte trække sig fra en episode, hvor de blev omringet af en gruppe truende personer.

Ifølge politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi vil der blive grebet konsekvent ind mod lovovertrædelser i den kommende tid.

- Vi vil være mere synlige i gadebilledet, og det vil vi fortsætte med, så længe det er nødvendigt, siger Tage Jehn til TV SYD.