TEO oplevede en overvældende stilhed, efter han havde smidt den første bombe

Kamppiloten TEO medvirker i TV 2s nye dokumentarserie, der handler om uddannelsen af nye kamppiloter, historier fra ægte krigssituationer og fremtiden med det historiske køb af F35 fly, der skal stå i Skrydstrup.

I dag har TEO været afsted på skarpe missioner af flere omgange siden, men han tænker stadig tilbage på den første gang som noget helt specielt. 

- Det er en dag, jeg aldrig glemmer, fortæller den erfarne kamppilot, som har fløjet F16 fly siden 2003.

Han er til daglig kaptajn og pilot i Flyvevåbnet og arbejder på Flyvestation Skrydstrup. Her går dagene med øvelser og træning, så han kan holde sig skarp til at blive sendt afsted i krig. 

quote

Det bare sådan en opgave, hvor man ved 'Okay, shit, vi skal smide bomber'

TEO, kamppilot, Flyvevåbnet

For selvom der kan gå længe mellem de skarpe missioner, så er det alvorligt, når man skal smide en bombe. En oplevelse han fik for første gang i Libyen i 2011.

TEO

Kamppiloten går under navnet TEO i Flyvevåbnet.

Redaktionen er bekendt med TEOs borgerlige navn, men efter aftale med forsvaret bruges pilotnavnet, når han stiller op til interview som repræsentant i Flyvevåbnet.

Her blev han sendt i krig kort tid efter, at FNs Sikkerhedsråd havde besluttet at gribe ind militært over for den daværende statsleder Muammar Gadaffi. Ifølge TEO blev de sendt afsted dagen efter beslutningen.

- Man italesætter jo tit, at det kan blive til alvor, og at det ikke bare er for sjov alt det, man har gået at trænet på. Det har bare ikke været alvor før det øjeblik, siger han i TV 2's dokumentar 'De danske kamppiloter'.

SMACK

Henover skyerne flyver han afsted sammen med et andet F16 fly fra det danske flyvevåben, mens han har kontakt med en amerikaner over taleanlægget, der styrer operationen.

- Opgaven hedder SMACK. Så det bare sådan en opgave, hvor man ved 'Okay, shit, vi skal smide bomber', fortæller TEO i dokumentaren.

quote

Det gælder om liv og død, og det går også op for en, når man tager liv

TEO, kamppilot, Flyvevåbnet

Med en lommelygte på skødet i bælgravende mørke sidder han sammen med sin kammerat og modtager koordinator på det mål, han om lidt skal til at ramme.

- Man kan godt beskrive det som en magt, når man sidder i et F16 fly, men man føler også en ydmyghed og en ærefrygt over at have kontrollen over flyet, fortæller han.

Efter at have smidt bomben i Libyen var der helt stille over skydækket, da TEO flyver tilbage mod Sicilien.
Efter at have smidt bomben i Libyen var der helt stille over skydækket, da TEO flyver tilbage mod Sicilien.
Foto: TV2

Stilheden

I dokumentaren ser man billederne af bomben, der rammer ned i lige præcis de koordinator, som TEO havde fået besked på. 

Han ved ikke, hvor mange der er dræbt, men han ser mennesker løbe ud fra en bygning, han har ramt. Men missionen er ovre, og han flyver med de andre tilbage mod Sicilien, hvor de kom fra.

- Det er en enorm lettelse, at det var en succes. Der er lige ti minutter i luften, hvor der er helt stille. Det var overvældende. Man har været bange for at gøre noget forkert, bange for at dø og bekymret for sin familie. Der er så mange følelser i spil, fortæller han i dokumentaren.

I dag siger han, at han inden en skarp mission havde gjort sig overvejelser om, hvad det er, han er en del af, og hvilke konsekvenser det kunne have. 

- Det gælder om liv og død, og det går også op for en, når man tager liv, siger han i 'De danske kamppiloter'.

Fremtiden med F35

I 2027 er det planen, at de nye kampfly F35 skal være en aktiv del af Flyvevåbnet. Flyene skal holde til på Flyvestation Skrydstrup, hvor der har været meget lokal opmærksomhed på det historiske indkøb.

TEO ved ikke endnu, om han kommer til at flyve i de nye F35, som han kalder for 'et fantastisk fly'.

- Man skal tage alle de hensyn, man kan, når man opererer med de nye fly. Men samtidig ser jeg det som en enestående mulighed for Sønderjylland for at kunne have Danmarks nye kampfly og alle de arbejdspladser og den teknologiske vinding, der hører med, siger han.

Du kan se 'De danske kamppiloter' på TV2 PLAY. Andet afsnit af serien sendes på mandag klokken 20.50 på TV 2.