Venstre vil afsætte trafik-milliarder til Syd- og Sønderjylland

Tirsdag fremlægger Venstre sit infrastrukturudspil. Partiet vil afsætte 11,9 milliarder kroner til den omdiskuterede Hærvejsmotorvej.

Hærvejsmotorvejen. En omdiskuteret, ekstra motorvej, der skal aflaste E45, er endnu en gang bragt til live med Venstres udspil for infrastruktur

Hærvejsmotorvejen blev ikke nævnt i regeringens udspil om den kommende udbygning af infrastrukturen, som blev fremlagt først i april. 

I Venstres udspil lægger de op til, at der skal være mere asfalt op gennem Jylland. Nærmere fra Haderslev i syd til Hobro i nord og motorvejen skal være med til at aflaste E45 i Østjylland.

Kristian Pihl Lorentzen

- Det har en meget høj prioritet, fordi det er en forudsætning for at skabe vækst og jobmuligheder i Jylland årene frem. Det er noget, der gavner vores samfund, og det er med til at skabe balance og sammenhæng, siger transportordfører i Venstre, Kristian Pihl Lorentzen (V). 

Venstre vil nemlig afsætte 11,9 milliarder kroner til Hærvejsmotorvejen.

Ny Midtjysk Motorvej (Hærvejsmotorvejen)

Hærvejsmotorvejen er navnet på den mulige, fremtidige syd-nord gående motorvej op gennem Jylland. Den tænkes anlagt i en motorvejskorridor fra E45 ved Haderslev og via Give og Viborg til E45 nord for Hobro.

Togbro over Vejle Fjord manet i jorden

I Venstres planer for fremtidens infrastruktur bliver den omdiskuterede togbro over Vejle Fjord manet i jorden.

- I vores øjne er det uansvarligt at bruge penge på denne bro. Vi vil hellere bruge pengene andre steder, siger Kristian Pihl Lorentzen (V). 

Projektet undergraver dermed muligheden for en fast forbindelse over Kattegat, især hvis den skulle have været med både motorvej og jernbane. 

Andre infrastrukturprioriteter

Et andet projekt, der er også er på Venstres tegnebræt, er en alternativ rute via Vejle Havn. Mange kører igennem Vejle by, fordi der tit er kø hen over Vejlefjordbroen, og det skaber en trafikal flaskehals. Vejle Kommune vil derfor anlægge en alternativ rute gennem havnen og byen, som Venstre støtter op om. Pengene skal findes i den afsatte vejpulje. 

Så mange penge vil Venstre afsætte i TV SYDs område

  • Ny Midtjyske Motorvej (Hærvejsmotorvejen): 11,9 mia. kr
  • Udbygning af E45, Vejle Nord-Skanderborg Syd: 3,5 mia. kr.
  • Rute 11, forbedret fremkommelighed mellem Tønder-Esbjerg: 1 mia. kr.
  • Dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg: 0,8 mia. kr. 
  • E45/E20, udbygning mellem Kolding og Fredericia: 0,6 mia. kr.
  • Rute 11, opgradering ved Varde: 0,4 mia. kr.
  • Statsligt tilskud til alternativ rute via Vejle Havn: Puljefinansieres
  • Klapbro over Ribe Å: 0,05 mia. kr. 

Udover hovedprioriteterne har Venstre også planer om at give rute 11 en overhaling.  Venstre vil nemlig afsætte en milliard kroner til at forbedre hovedvejen mellem den dansk-tyske grænse og Esbjerg.

Det handler specifikt om strækningen fra Tønder op til Korskroen ved Esbjerg. Om sommeren er vejen tæt trafikeret i forbindelse med arrangementer og feriegæster.

Desuden vil Venstre blandt andet afsætte penge til støjreduktion ved Kolding.  

- Trafikken vil kun stige de kommende år, og derfor topper vi puljen op med en ekstra milliard, siger Kristian Pihl Lorentzen (V).

Her refererer han til, at Socialdemokratiet har fremlagt, de vil afsætte tre milliarder kroner til støjreduktion for de kommende år.

Kristian Pihl Lorentzen (V) håber på, at forhandlingerne er på plads inden Sankt Hans.