Koncertleverandør ser frem til efteråret efter nye anbefalinger

Koncertleverandør Nordic Rentals har taget de positive briller på og kigger fremad, efter ekspertgruppe fredag kom med forslag til, hvordan events og koncerter kan afholdes.

Høj musik, lys og masser af mennesker. Duften af fadøl og flis og udsigt til scenen er efterhånden fjerne minder, efter de fleste af sidste års koncerter og festivaler blev aflyst. 

quote

Det er meget barsk. Vi bruger en del energi på internt at holde modet oppe ved hinanden

Torben Sjøberg Pedersen, direktør i Nordic Rentals

Men i år kan de store events måske vende tilbage, efter en ekspertgruppe fredag kom med deres forslag til, hvordan store events og koncerter kan afholdes, og det glæder koncertleverandøren Nordic Rentals i Løsning.

- Det er meget positivt, at der nu kommer et udkast til en retning. Nu har vi et kompas, vi kan styre efter, og hvis det kommer til at gå som planlagt herfra, så håber vi på, at vi kommer igen i større skala hen over efteråret, siger Torben Sjøberg Pedersen, der er direktør i Nordic Rentals. 

Ekspertgruppen anbefaler, at en genåbning for større arrangementer kan ske i to faser, hvor gradvist flere kan samles. For koncerter og festivaler betyder fase to, at publikum skal deles op i sektioner af 2000 mennesker, og højst 10.000 mennesker må samles i alt på en festival.

Hylderne bugner med udstyr for et trecifret millionbeløb. Udstyr, der måske får lov til at blive brugt lidt mere i år end sidste år.
Hylderne bugner med udstyr for et trecifret millionbeløb. Udstyr, der måske får lov til at blive brugt lidt mere i år end sidste år.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

En barsk sæson

Nordic Rentals er nordens største leverandør af scener og udlejer lyd og lys til blandt andet Smukfest i Skanderborg, Roskilde Festival og Jelling Festival. De har udstyr til millioner af kroner, men det har nu stået ubrugt i over et år, og med de nye udmeldinger kommer al udstyret heller ikke til at blive brugt i år.

- Det er barsk. Det er meget barsk. Vi bruger en del energi på internt at holde modet oppe ved hinanden. Det er klart, at når nu anden højsæson for os forsvinder mellem fingrene på os, så kan man godt få lidt dybe rynker i panden og sove lidt dårligere om natten, siger Torben Sjøberg Pedersen.

Ekspertgruppens anbefalinger vil blive drøftet på Christiansborg den næste tid, og det er altså ikke til at sige, hvilken indflydelse de kommer til at få på de gældende restriktioner.

- Vi håber, at fase to kommer i gang her i slut juni. Når vi er nået dertil, så kan teatermarkedet også komme i gang. Det har stor betydning for os, fordi det får troen tilbage på, at man kan gennemføre arrangementer så de giver økonomisk mening, siger Torben Sjøberg Pedersen. 

Åbent efterår skal sikre fremtiden

Efter ekspertgruppen har udgivet sine anbefalinger har landets største festival og en af Nordic Rentals kunder, Roskilde Festival, meldt ud, at de aflyser årets festival. 

Samtidig bliver overnatning heller ikke muligt, hvis anbefalingerne bliver til virkelighed, men ekspertgruppens vurderinger giver alligevel direktøren i Nordic Rentals ro i sindet, og han håber på, at efterårets arrangementer kan afholdes uden mange restriktioner.

- Det er vigtigt at få udmeldingen, for i mange måneder har vi været usikre på, hvad der kommer til at fungere, og hvad der ikke gør. Nu ser vi, at vi får en fremtid, og det synes jeg er det vigtigste, siger Torben Sjøberg Pedersen.