Ærgerlig festivalgænger: - Festival hører til i mit dna

Den velkendte Jelling Musikfestival bliver ikke en realitet, mener direktøren efter udmelding fra ekspertudvalg. Det er til stor ærgrelse for Kristina Brejnberg Olesen.

Duften af træflis og øl i kandevis.

Det er netop, hvad Kristina Brejnberg Olesen forbinder med Jelling Musikfestival. I 24 år har hun troligt troppet op til musik og samvær med venner og bekendte.

- Festivalen ligger helt klart i top tre over årets begivenheder. Der er ingen tvivl, den er høj. Jeg skal til Jelling Musikfestival, for det hører til i mit dna, siger festivalgængeren.

Ingen velkendt festival i år

Sidste år satte coronapandemien en stopper for en tur på festivalpladsen med 30.000 andre festivalglade mennesker, og udsigten til øl i kandevis ser også i år dystre ud for Kristina Brejnberg Olesen.

Regeringens ekspertudvalg har fredag præsenteret en række anbefalinger til store begivenheder såsom Jelling Musikfestival.

Anbefalingerne til udendørs koncerter indeholder blandt andet sektionsopdeling og ingen mulighed for overnatning. Det harmonerer ikke med den garvede festivalgængers forestilling.

- For mig er festival ikke at komme op og stå i en lille bås. I vores verden skal det være en rigtig festival med den rette stemning, og følelsen af at man bliver lidt mast af de andre glade mennesker, men at alle omkring en har en fest, siger Kristina Brejnberg Olesen.

quote

Det bliver ikke, som vi plejer, det står tydeligt efter udmeldingen i dag

Joy Mogensen, kulturminister, Soc. dem.

Den garvede festivalgænger bliver bakket op af direktøren for Jelling Musikfestival, der ikke mener, at den velkendte musikfestival bliver en realitet i 2021.

- Den rigtige festival må vi nok erkende, at den først kommer i 2022, men vi har brug for at få en hurtig og klar udmelding fra regeringen. Det skal allerhelst være nu, for det synes jeg, vi skylder folk, siger Lars ”Charlie” Mortensen.

Kulturminister Joy Mogensen, Soc. dem.
Kulturminister Joy Mogensen, Soc. dem.

- Det ser rigtig svært ud

Fra politisk side glæder det kulturminister Joy Mogensen, Soc. dem, at ekspertudvalget har lavet et samlet bidrag for begivenheder med mange deltagende, men hun forstår også de triste miner fra branchen.

- Det er klart, at for nogle af de helt store begivenheder, der ser det rigtig svært ud. Det bliver ikke, som vi plejer, det står tydeligt efter udmeldingen i dag, siger ministeren og tilføjer:

- Jeg forstår godt, at der er rigtig mange, som tænkte åh nej, og som kulturminister, så brænder jeg jo også for at få så meget som muligt i gang, så hurtigt som muligt, siger ministeren, der nu skal i gang med de politiske forhandlinger.

Bare et lille arrangement

Uanset hvad de politiske beslutninger ender med, så er Lars ”Charlie” Mortensen klar til at markere Jelling Musikfestival med et lille arrangement.

- Jeg tror, det er meget vigtigt at skabe noget kultur ude i sommerlandet, og det vil vi gerne være med til. Vi håber trinvis, at vores kolleger senere på sommeren kan give den fuld gas. Det bliver ikke i Jelling, det må vi bare erkende, men vi er klar til bare at være med til noget, der hvor det giver mening. Hvis det er for 1.000 mennesker, så er vi klar til det, siger han.

For Kristina Brejnberg Olesen bliver et lille arrangement aldrig det samme, som de 24 år hun har skrålet med på musikken på festivalpladsen.

- Festivalen er jo en kæmpe byfest. Det er følelsen af, at selvom man står sammen med 30.000 mennesker, så er der en samhørighedsfølelse og en lykkefølelse. Man står med nogle af dem, man holder allermest af, og så har man ingen bekymringer i fire dage. At man så på femte dagen har det dårligt, det hører med, siger hun.