Rektor vil ikke følge Sundhedsstyrelsens anbefaling - unge har det sjovere, når de drikker, mener han

Rektoren på Tørring Gymnasium vil ikke følge Sundhedsstyrelsens anbefaling om at droppe alkohol til skolens fester, men anerkender, at de unge drikker for meget.

- Jeg er helt enig med Sundhedsstyrelsen i, at de unge drikker for meget, og at der skal gøres noget for at bremse drukkulturen.

Sådan indleder Johannes Grønager, der er rektor på Tørring Gymnasium, snakken om det brev, han og andre rektorer og direktører på gymnasier og erhvervsskoler landet over, har modtaget fra Sundhedsstyrelsen.

I brevet anbefaler Sundhedsstyrelsen at droppe alkohol til sociale arrangementer på ungdomsuddannelserne.

En anbefaling Johannes Grønager ikke har i sinde at efterleve.

- Jeg mener ikke, at det gavner at forbyde alkohol. Jeg synes i stedet, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse de unges indtag, men uden helt at fjerne det, siger Johannes Grønager til TV SYD.

Alkohol har også positive effekter

Når Johannes Grønager ikke ønsker at forbyde alkohol til skolens sociale arrangementer, så er det fordi, han frygter, det vil komme til at gå ud over elevernes fællesskab.

- Vi er nødt til også at anerkende, at alkohol har en positiv indvirkning på de unges sociale samvær, når bare det indtages med mådehold, siger Johannes Grønager.

En pointe, der har vist sig særligt tydeligt for rektoren ved de seneste introfester for de nye gymnasieelever.

For under coronapandemien var det ikke tilladt at feste, men skolen havde stadig et arrangement for at byde eleverne velkommen.

Johannes Grønager, der er rektor på Tørring Gymnasium, har ved selvsyn kunnet konstatere, at alkohol har en vigtig funktion som en slags social lim, der binder et fællesskab tættere sammen.
Johannes Grønager, der er rektor på Tørring Gymnasium, har ved selvsyn kunnet konstatere, at alkohol har en vigtig funktion som en slags social lim, der binder et fællesskab tættere sammen.
Foto: Tørring Gymnasium

Her valgte skolen, som den plejer, at sætte de nye elever til i grupper at skrive selskabssange, som de senere skulle fremføre. Og netop her kunne Johannes Grønager tydeligt mærke en forskel.

- Når de nye elever lige har fået to eller tre genstande, så er de langt mere frie. De tør lidt mere, og de er ikke så hæmmede af, at de er nye og ikke kender hinanden, siger Johannes Grønager og fortsætter.

- Når de unge slet ingen alkohol får, så holder de sig mere tilbage.

Netop introforløbene for de nye gymnasielever har Sundhedsstyrelsen i deres anbefalinger særligt fokus på, da de ønsker, at nye elever skal lære hinanden at kende uden at alkohol skal spille ind.

Drikker sig fulde til forfest

Til sociale arrangementer på Tørring Gymnasium har eleverne ikke mulighed for at købe og indtage alkohol, der har en alkoholprocent højere end fem.

En regel, der netop er indført for at sikre, at de unge ikke drikker sig fra sans og samling.

Det har ifølge Johannes Grønager medført, at rigtig mange af de unge drikker sig sanseløst fulde, inden de møder op til gymnasiefest, så det har Tørring Gymnasium nu også forsøgt at sætte en stopper for.

- Da det var værst, oplevede vi, at vi måtte sende en elev hjem fra fest, allerede en halv time efter festen startede, fordi han nærmest ikke kunne stå på sine ben længere, siger Johannes Grønager og fortsætter:

- Derfor begyndte vi for nogle år siden at starte vores arrangementer med nogle aktiviteter allerede om eftermiddagen, så de unge netop ikke nåede hjem for at holde forfest inden, og det har hjulpet meget på problemet.

På Tørring Gymnasium har de set talrige eksempler på, at elever møder op til gymnasiefest efter at have drukket sig meget beruset til en forfest.
På Tørring Gymnasium har de set talrige eksempler på, at elever møder op til gymnasiefest efter at have drukket sig meget beruset til en forfest.
Foto: Tørring Gymnasium

Af samme grund frygter rektoren, at de unge helt dropper gymnasiefesterne, hvis alkoholen bliver fjernet, og bevæger sig andre steder hen for at drikke sig sanseløst fulde.

- De fester, vi holder, er jo et godt og trygt sted at blive fortrolig med alkohol, fordi man ikke drikker noget stærkere end fem procent, og fordi vi er nogle voksne omkring dem, der kan hjælpe dem, hvis det alligevel skulle gå galt, siger Johannes Grønager.

Rebelske teenagere drikker alligevel

At forbud mod alkohol ikke er den rigtige måde at forbedre drukkulturen blandt de unge er Julie Olesen helt enig i. 

Foruden selv at være gymnasieelev, så er hun også regionsforperson for Danske Gymnasielevers Sammenslutning i Sønderjylland.

- Vi er teenagere, så vi er jo lidt rebelske, og hvis vi får at vide, at vi ikke må drikke til gymnasiefester, så kommer vi bare til at gøre det andre steder, hvor der ikke er lærere tilstede til at passe på os, siger Julie Olesen til TV SYD.

Julie Olesen synes også selv, at det er nemmere at tale med nogen på gymnasiet, hun ikke kender, til en fredagsbar, end det er på en helt almindelig tirsdag i kantinen.
Julie Olesen synes også selv, at det er nemmere at tale med nogen på gymnasiet, hun ikke kender, til en fredagsbar, end det er på en helt almindelig tirsdag i kantinen.
Foto: Privatfoto

Hun anerkender ligesom Johannes Grønager, at der er nogle klare problemer med drukkulturen, der skal ændres, men at et forbud ikke er vejen frem.

- Jeg synes i stedet, at de skulle fokusere på at oplyse os om, hvor farligt alkohol er, og at det er okay ikke at drikke. Desuden skal der også være nogle gode alternativer til dem, der ikke vil drikke noget med alkohol i, siger Julie Olesen.

Også hun har tydeligt kunne mærke en forskel i det sociale samvær, fra da hun startede i gymnasiet under corona og til nu, hvor det igen er muligt at knytte bånd til sine medstuderende over en øl i fredagsbaren.