Amatørastronom græd første gang han så Saturn

I dag var en stor dag for de ruminteresserede, da det første billede fra James Webb-teleskopet blev offentliggjort. En af dem er Peter Schrøder, der har sit eget observatorium i baghaven.

Peter Schrøder er amatørastronom og får lys i øjnene, når snakken går på rummet.

Derfor var der tirsdag godt nyt til en som ham. Her blev det første billede taget af rumteleskopet James Webb nemlig frigivet.

På billedet får vi fjerneste kig ud i universet nogensinde.

Her kan man se en hob af galakser, der ligger mere end 13 milliarder lysår væk.

20220712-093141-L-1920x1959we
Foto: Nasa/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er næsten ikke til at forstå, men måske skal man også bare glæde sig og lade sig fascinere.

Det gør Peter Schrøder fra Tvingstrup.

På sin computer i hjemmet har han fundet det netop offentliggjorte billede frem.

- Et lysår er jo lysets hastighed gange et år. Og så ganger du lige med 13 milliarder, og så ser du det der. Det er satme da imponerende, at det kan lade sig gøre, siger Peter Schrøder.

Peter Schrøder fik julelys i øjnene, da han så det offentliggjorte billede fra James Webb-teleskopet.
Peter Schrøder fik julelys i øjnene, da han så det offentliggjorte billede fra James Webb-teleskopet.
Foto: Frank Blauenfeldt, TV SYD

Han har længe været helt vild med universet. Og interessen tog fart, første gang han så planeten Saturn gennem en stjernekikkert.

- Jeg blev så benovet, at jeg faktisk stod og græd, da jeg så Saturn. Jeg tror, det var fordi, at det var så imponerende, efter at jeg i årevis har læst og læst og læst. Pludselig så jeg det, jeg havde læst om 1000 gange. Det var så fascinerende, fortæller amatørastronomen.

Lyset i Peter Schrøders observatorium er rødt, fordi hvidt lys vil gøre ham natteblind, så han ikke kan se noget gennem teleskopet.
Lyset i Peter Schrøders observatorium er rødt, fordi hvidt lys vil gøre ham natteblind, så han ikke kan se noget gennem teleskopet.
Foto: Frank Blauenfeldt, TV SYD

Siden er interessen kun gået en vej for Peter Schrøder. Han har nemlig bygget sit eget observatorium i baghaven i Tvingstrup. Det har fået navnet Gemini.

quote

Jeg vil vide, hvordan en planet er opstået, hvad består den af, og hvorfor den gør, som den gør

Peter Schrøder, amatørastronom

Det er dog ikke en helt billig hobby, Peter Schrøder har kastet sig ud i. Han har investeret cirka 100.000 kroner i den.

I baghaven står observatoriet Gemini. Peter Schrøder har brugt mere end 100.000 kroner på sin hobby.
I baghaven står observatoriet Gemini. Peter Schrøder har brugt mere end 100.000 kroner på sin hobby.
Foto: Frank Blauenfeldt, TV SYD

Han dyrker dog ikke den galaktiske besættelse helt alene. Han er sammen med 13 andre medlem af Horsens Astronomiske Forening. 

Men hvad er det for nogle svar, som Peter og de andre amatørastronomer leder efter?

- Jeg vil vide, hvordan en planet er opstået, hvad består den af, og hvorfor den gør, som den gør, fortæller amatørastronomen, der med glæde bruger ordet nørd om sig selv.