Badning frarådes ved populær sø: Kan give hudirritationer og udslæt

Badning i Ring Sø frarådes på grund af blågrønne alger i vandet, som kan være sundhedsskadelige.

Mange af os kunne nok godt bruge en kølig dukkert her i sommervarmen, men vi skal være opmærksomme på, hvor vi springer i vandet.

Horsens Kommune fraråder nemlig badning i en af de populære søer.

I Ring Sø ved Brædstrup er der konstateret blågrønne alger, hvorfor vandet kan være usundt for mennesker og dyr at bade i. 

Det samme skete sidste år og i 2019.

- Lad være med at bade i søen, så længe vi skilter med "Badning frarådes". Hold også din hund fra vandet. Vær altid opmærksom på vandet, uanset hvilket sted du gerne vil bade, da problemet med de blågrønne alger er tilbagevendende, fortæller Kirsten Linå Jensen, som er civilingeniør i natur-afdelingen i Horsens Kommune.

Der vil blive sat ”badning frarådes”-skilte op ved søen.
Der vil blive sat ”badning frarådes”-skilte op ved søen.
Foto: John Melin

Kan give hudirritationer og udslæt

Blågrønne alger kan danne giftstoffer, og derfor kan de i værste tilfælde give en forgiftning, hvis man sluger meget af vandet. Det er dog ifølge Simon Marsbøll, der er biolog i Natur og Miljø i Horsens Kommune, yderst sjældent, at der sker alvorlige forgiftninger af mennesker.

Kommunen fraråder ligeledes at lade hunde bade i søerne, da de ofte drikker af vandet og derved kan reagere voldsommere på eventuelle giftstoffer fra algerne.

Algerne kan desuden give hudirritationer og udslæt.

Højsæson for alger

Og det er ikke så mærkeligt, at badning i søer rundt om i landet lige rammes af de blågrønne alger. Det er nemlig højsæson for dem, da næring i søvandet kombineret med solskin og varme danner grobund for alger. Algerne kommer oftest i perioden fra juni til oktober - så i øjeblikket er det højsæson

- Det er ikke utænkeligt, at problemet kan opstå andre steder også. Så helt generelt bør man altid kigge på det vand, man vil bade i. Man bør ikke bade, hvis vandet er så uklart, at man ikke kan se sine fødder, når man står i vand til knæene. Så kan der nemlig være alger, lyder rådet fra Kirsten Linå Jensen.

Når kvaliteten af vandet er tilfredstillende igen, vil kommunen fjerne skiltene, der fraråder badning.