Fjerde mistænkte for dødeligt overfald i Horsens er fængslet

I sidste uge blev en 20-årig mand erklæret klinisk død efter brutalt overfald. Fire mænd er anholdt i sagen.

I knap en uge har politiet ledt efter en fjerde mistænkt i en sag fra Horsens, hvor en 20-årig mand blev udsat for et groft overfald og efterfølgende erklæret klinisk død.

Søndag lykkedes det så Sydøstjyllands Politi at få fat i den 24-årige mistænkte fra Vejle. Han er mandag blevet fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Horsens.

Her er han blevet varetægtsfængslet frem til 9. juni, så hans fængsling følger de andre mistænkte i sagen, skriver Horsens Folkeblad på sin hjemmeside. Manden nægter sig skyldig.

3 mænd varetægtsfængslet 

I forvejen sidder tre andre mænd varetægtsfængslet i sagen.

Det var tirsdag i sidste uge, at en 20-årig mand blev overfaldet. Ifølge politiet blev han om eftermiddagen overfaldet i Sølvgade i Horsens.

Efter først at være blevet udsat for grov vold blev han smidt ind i bagagerummet på en BMW. Bilen forulykkede senere på Nørretorv i byen.

Den 20-årige mand blev efter overfaldet erklæret klinisk død. Det betyder, at han ikke var afgået ved døden i straffelovens forstand - hans hjerte slog endnu - men hans tilstand var kritisk.

Politiet har ikke oplyst, hvorvidt hans tilstand er ændret.

De tre andre fængslede i sagen er alle mænd fra Vejle. To af dem er 21 år, mens den tredje er 29 år. De har alle nægtet sig skyldige i overfald og frihedsberøvelse.

Også en 28-årig kvinde blev anholdt umiddelbart efter overfaldet. Ifølge politiet sad hun bag rattet i en bil, som samlede de sigtede mænd op efter uheldet på torvet. Hun blev dog løsladt onsdag efter et grundlovsforhør.

De tidligere grundlovsforhør i sagen er blevet holdt for lukkede døre. Det betyder, at kun sigtelsen er kendt for offentligheden.

De sigtede mænds udlægninger, hvis de har valgt at forklare sig i retten, er derfor ikke oplyst. Det er heller ikke beviser, som politiet mener at have imod dem.

Anklagemyndigheden vil også ved mandagens retsmøde anmode om at få lukket dørene.