Horsensiansk sportsstjerne misser stor pris

Sejleren Anne-Marie Rindom fra Horsens var nomineret til prisen som Årets Sportsnavn.

Fredag aften blev Årets Sportsnavn kåret med sejleren Anne-Marie Rindom fra Horsens som én af tre nominerede.

Horsensianeren blev dog forbigået, da den fynske badmintonstjerne Viktor Axelsen løb med prisen.

Det skriver Dansk Idrætsforbund og Team Danmark i en fælles pressemeddelelse.

Selvom Anne-Marie Rindom ikke kunne stille sig øverst på medaljeskamlen denne gang, så kunne hun i den grad gøre det i det forgangne år.

Det blev nemlig til en OL-guldmedalje i laser radial-disciplinen efter et drama uden lige. Før næstsidste race førte Anne-Marie Rindom og kunne tage guldet allerede her, men sådan gik det ikke for Rindom, der blev diskvalificeret.

Til trods for at det så ud til, at det hele skulle blive tabt kort før målstregen, så lykkedes det Horsens-sejleren at vende det hele til sin fordel og tage guldet til sidst.

Rindom var også den eneste fra landsdelen, det lykkedes at tage en guldmedalje ved OL i Tokyo.

Hun var dog ikke den eneste fra landsdelen, der i første omgang blev nomineret til prisen som Årets Sportsnavn.

Det gjorde også paradressurrytteren Tobias Thorning Jørgensen, herrelandsholdet i håndbold med Kevin Møller, Henrik Møllgaard og Jacob Hold på holdet, ligesom herrelandsholdet i fodbold også blev nomineret med Frederik Rønnow, Jonas Lössl, Martin Braithwaite og Simon Kjær på holdet.