Karinas datter fik hjertestop på banegården: - Vi vidste ikke, om hun ville vågne op og være sig selv igen

For et år siden faldt den dengang 12-årige Emma Krupsdahl om på Horsens Banegård med hjertestop. Lørdag kan hendes redningsmænd vinde prisen som Årets Hjerteredder.

En tidlig morgen i midten af september 2021 trillede Karina Krupsdahls ind foran Horsens Banegård i sin bil.

Med i bilen var hendes datter, Emma Krupsdahl, der dengang var 12 år. Hun skulle med klassen på lejrtur til Bornholm. 

- Hun havde glædet sig og var superfrisk. Så jeg fik sagt på gensyn og god tur, og så kørte jeg hjem, fortæller Karina Krupsdahl.

I tiden før lejrturen havde der været et par episoder, hvor Emma var besvimet. Derfor havde Karina Krupsdahl bestilt en tid til datteren hos egen læge, til når hun kom hjem fra lejrturen.

Den tid mødte de dog ikke op til.

For kort efter at Emma Krupsdahl blev sat af på Horsens Banegård, faldt hun om med et hjertestop.

Morens telefon var gået i stykker

Klassens lærer Thomas Andersen var hurtigt henne ved den 12-årige pige og begyndte at give hende hjertemassage. Kort efter tog Helena Suralski over.

Hun arbejder til dagligt som sygeplejerske og var på banegården fordi, at hendes søn også skulle med på turen.

Her ses Emma Krupsdahl med sine to redningsmænd, Thomas Andersen og Helena Suralski. De to er indstillet til prisen som Årets Hjerteredder, som Hjerteforeningen står bag.
Her ses Emma Krupsdahl med sine to redningsmænd, Thomas Andersen og Helena Suralski. De to er indstillet til prisen som Årets Hjerteredder, som Hjerteforeningen står bag.
Foto: Tor Birk Trads/Hjerteforeningen

Mens de alvorlige scener fandt sted på Horsens Banegård, sad Karina Krupsdahl intetanende i sin bil på vej hjem mod Hansted nord for Horsens, hvor familien bor. 

Hun var så uheldig, at hendes mobil samme dag var gået i stykker. Så derfor hørte hun først om hændelsen noget senere via beskedappen Messenger. 

Her fik hun at vide, at hendes datter var faldet om og var blevet kørt til Aarhus Universitetshospital i Skejby. På det tidspunkt vidste hun ikke, at hendes datter havde fået et hjertestop.

- Jeg tænker, at det er ærgerligt, at hun nu går glip af Bornholmturen. Jeg er med på, at hun er blevet kørt til Skejby, men jeg tænker, at det er fordi, hun har slået hovedet, siger moderen.

Kommer i kunstig koma

Ved ankomsten til sygehuset fandt hun ud af, hvor alvorligt det stod til. 

- Det var ganske forfærdeligt. Vi vidste jo ikke, om hun ville vågne op og være sig selv igen, siger hun.

I en lang periode ligger datteren i kunstig koma, indtil hun lidt over en uge efter hjertestoppet bliver overført til Rigshospitalet i København. Her får hun indopereret en ICD, som er en avanceret pacemaker.

quote

De har gjort en forskel i vores liv

Karina Krupsdahl om de to redningsmænd

Noget tid efter er Emma Krupsdahl i bedring og bliver udskrevet.

Ved et opfølgende møde med en overlæge på Aarhus Universitetshospital får de at vide, at hjertestoppet skyldtes genfejlen CPVT, som kan give hjerterytmeforstyrrelser.

Nomineret til Årets Hjerteredder

I dag har den nu 13-årige pige det godt og er både tilbage på skolebænken og på fodboldbanen.

 - Hun er lidt mere træt end førhen, men ellers er alt fuldstændig normalt, fortæller den lettede mor.

Karina Krupsdahl indstillede efter hændelsen Thomas Andersen og Helena Suralski til prisen som Årets Hjerteredder. 

- Det er med den dybeste taknemmelighed, at jeg ser på de to mennesker. De har gjort en forskel i vores liv, fortæller hun.

Thomas og Helena Suralski er blandt i alt tre nominerede kandidater, når Årets Hjerteredder bliver kåret ved Hjertegalla, der finder sted lørdag aften. Det bliver sendt på TV2 Charlie og TV2 PLAY.