Klar opfordring fra Horsens Kommune: Undgå at stimle sammen ved Den Genfundne Bro

Corona-guider, parkeringsforbud og forslag til andre ture i området skal dæmme op for, at for mange samles ved det populære udflugtsmål.

Den Genfundne Bro ved Vestbirk nær Brædstrup er et yndet udflugtsmål. Så for at undgå, at mange stimler sammen på stedet, bliver der fra denne weekend lavet en række tiltag, der skal forhindre de mange mennesker på stedet på en gang.

- Rigtig mange nyder at tage ud i naturen i de her coronatider, og det har vi fuld forståelse for. Men vi skal fortsat passe på hinanden og have fokus på, at der ikke samles for mange på de samme steder - heller ikke i naturen. Den Genfundne Bro er et meget populært udflugtsmål, og vi opfordrer derfor folk til at søge andre steder hen.

Sådan lyder det klare budskab fra Peter Sinding Poulsen, der er kommunaldirektør i Horsens Kommune forud for weekenden, der igen ser ud til at byde på sol og lune temperaturer.

I den forgangne weekend fik det spirende forår rigtig mange til at søge ud til broen, og det gav så mange udfordringer med, at for mange var samlet i området på samme tid, at politiet måtte rykke ud.

Coronaguider hjælper på vej

For at afhjælpe problemet og få folk til at søge væk og eventuelt prøve at lave noget andet, har Horsens Kommune og Naturstyrelsen fra den kommende weekend lavet en række tiltag ved broen. 

I weekenden vil der være coronaguider, der vil minde gæster om at overholde covid-19-restriktionerne og lede folk andre steder hen, hvis det bliver nødvendigt.

Desuden bliver der parkeringsforbud på Vestbirkvej. Gæster må naturligvis gerne parkere på selve p-pladsen, men hvis den er fyldt, vil coronaguiderne lede øvrige bilister væk fra området. Corona-tiltagene vil gælde, så længe kommunen og Naturstyrelsen vurderer, der er behov for det.

Indsatsen er koordineret med Sydøstjyllands Politi, der også har fokus på broen. Politiet vil have en særlig opmærksomhed på området med øget patruljering med henblik på at sikre, at retningslinjerne bliver overholdt, og alle dermed får en tryg oplevelse i naturen.

Her finder du alternative aktiviteter

- Vi har masser af skønne naturperler rundt omkring i vores kommune, og det er dejligt, at mange gerne vil ud og opleve dem. Men lige nu håber vi, at horsensianerne vil udforske nogle af dem, der er knap så kendte, og hvor der er bedre mulighed for at fordele sig, siger Peter Sinding Poulsen.

Horsens Kommune har samlet alternativer til en tur ud i naturen på deres hjemmeside og som ligger i nærheden af den populære bro.

Det samme har Naturstyrelsen med 10 alternativer til Den Genfundne Bro.