8. marts er for de fleste kvinder en helt særlig dag – nemlig Kvindernes Internationale Kampdag.
Landet over bliver dagen markeret med arrangementer, der skal minde os alle om, at kampen for ligestilling stadig er i fuld gang, men faktisk er en af kvindekampens stolte traditioner så småt ved at dø ud.
Landet over har adskillige lokale foreninger under Dansk Kvindesamfund måtte dreje nøglen om, og i Horsens, der ellers har holdt ud i over 133 år, har de nu også måttet sande, at tiden er inde til at lægge våbnene fra sig.
Jeg kan se, når vi dykker ned i historien, at vi har formået at lave nogle samarbejder ind i kommunen, som for alvor har skabt noget kvindelig repræsentation, og det er det, der virkelig batter
Derfor markerer de denne onsdag Kvindernes Internationale Kampdag ved at nedlægge foreningen, og det er ikke helt tilfældigt, at det netop bliver denne dag.
- Selvom feminismen de seneste år har fyldt meget, så har frivilligt foreningsarbejde ikke den samme medvind. Det er en realitet, vi deler med andre, men jeg er bekymret for, om nutidens aktivisme har øje for de lange seje træk på samme måde, som vi har haft, siger den nu forhenværende forkvinde for Dansk Kvindesamfund Horsens, Birgitte Ørnstrup.
Hun ser en tendens til, at feminismen i højere grad handler om enkeltstående aktivistiske handlinger, og selvom hun anerkender, at disse også har en stor betydning for kvindekampen, så er hun usikker på, om de kan stå alene.
Horsens har tidligere været en stor foregangsby i forhold til kvinders ligestilling. Sammen med Aarhus var byen den første til at indføre et ligestillingsudvalg i byrådet, ligesom den første kvindelige politibetjent fik lov at patruljere i Horsens.
- Vores forening har kun bestået, fordi der var nogle standhaftige kvinder, der blev ved med at mødes og trække læsset i nogle lange seje træk, og vi må konstatere, at efterhånden som vores foreningsarbejde er gået på hæld, så er det også gået tilbage for mange af de ting, vi fik indført, siger Birgitte Ørnstrup.
Hun nævner som eksempel, at byrådet i Horsens ikke længere har et ligestillingsudvalg, og hvor kommunalbestyrelsen tidligere var blandt de førende i antallet af kvindelige medlemmer, er den udvikling de senere år gået tilbage.
Stigende polarisering i debatten
Hvor aktivistisk eller radikal feminismen skal være, har alle dage været et omdiskuteret emne både internt og eksternt i kvindekampen, men de seneste år har vi set en tendens til, at debatten bliver mere og mere radikaliseret. Det fortæller historiker og kønsforsker Sissel Bjerrum Fossat.
- Vi ser, at man i højere grad bryder igennem lydmuren ved at mene noget, der er ekstremt, og med de medier, vi har i øjeblikket, er der ikke meget der tyder på, at debatten skulle blive mindre polariseret, siger hun.
Den øgede polarisering ses ifølge Sissel Bjerrum Fossat også blandt kvinderne, hvor der langt fra er enighed om, hvilken vej ligestillingen skal gå.
- Vi ser både nogle meget radikale feminister, men vi ser også en stigende tendens til, at husmoderværdierne vinder indpas blandt kvinder. Det er eksempelvis dem, der i stigende grad ønsker at blive hjemme længere og passe deres børn selv, siger hun.
På selvsamme kampdag, hvor den lokale kvindeforening nedlægger sig selv, har provokunstneren Uwe Max Jensen valgt at korsfæste sin penis midt i Horsens by, mens han læser højt fra et feministisk manifest.
Ifølge Sissel Bjerrum Fossat er det et klassisk eksempel på, at man bruger det ekstreme til at bryde frem i mediebilledet, men hun mener ikke, at det er noget, der giver de store udsving på den reelle ligestilling i samfundet.
- Der er og har længe været en langsom udvikling imod mere ligestilling, og der er ikke noget, der tyder på, at udviklingen skulle vende. Vi ser blandt andet, at kvinder i højere grad får længere uddannelser og den slags grundlæggende ting, konkluderer hun.
Lukker med stolthed snarere end vemod
Hos Dansk Kvindesamfund Horsens har det længe stået skrevet i stjernerne, at forening var på vej til at uddø.
De seneste år har en stor del af foreningens eksistensberettigelse været, at den havde en masse penge fra et salg af en børnehave tilbage i 80’erne, som de har haft til opgave at uddele til velgørende formål.
Men den kasse er nu tom, og sammenfatter man det med, at det er en aldrende kreds, hvor det er et lille antal familier, der har holdt foreningen i gang de sidste mange år, så er konklusionen blevet, at det er rette tid at dreje nøglen om.
- Jeg er megastolt og tilfreds! Og det kan vi med rette være. Det er nogle gange sådan, at det stille vand betyder mere end de store bølger, og det har altid været en intern debat i kvindekampen, hvor aktivistisk man skal være, siger Birgitte Ørnstrup og fortsætter:
- Men jeg kan se, når vi dykker ned i historien, at vi har formået at lave nogle samarbejder ind i kommunen, som for alvor har skabt noget kvindelig repræsentation, og det er det, der virkelig batter.
Hun er særligt glad for, at forening på Kvindernes Internationale Kampdag sidste år kunne udgive en bog, der fortæller historien om kvindekampen i Horsens, så deres arbejde på den måde lever videre og kan give inspiration for kommende genrationer.
Det bliver en stilfærdig afsked, som Dansk Kvindesamfund Horsens denne onsdag kommer med. Et simpelt opslag på Facebook er eneste og sidste markering fra deres hånd.
Dermed slutter en historisk kamp for kvinders ligestilling på Kvindernes Internationale Kampdag.
