Ung alliance har genoplivet fanmiljøet i AC Horsens – og det vil en nedrykning ikke ændre på

AC Horsens forventer rekordmange fans på stemningstribunen til lørdagens nedrykningsdrama mod Lyngby. En rekord der bliver sat mindre end tre år efter, at fanklubben opløste sig selv.

Et gammelt ordsprog siger: "Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget."

Et ordsprog der har vist sig at være sandt i fodboldklubben AC Horsens. For da klubbens officielle fanklub i 2020 opløste sig selv på grund af manglende tilslutningen fra fans, var det nok de færreste, der havde regnet med, at det skulle blive startskuddet til en genoplivning af fanmiljøet omkring De Gule.

I AC Horsens glæder man sig over, at også unge i folkeskolealderen er begyndt at komme talrigt på stadion, så de kan bære de fankulturen videre.
I AC Horsens glæder man sig over, at også unge i folkeskolealderen er begyndt at komme talrigt på stadion, så de kan bære fankulturen videre.
Foto: MJHorsens

Og genoplivningen når sit foreløbige højdepunkt denne lørdag, hvor AC Horsens spiller en afgørende kamp om nedrykning mod Lyngby. Her forventer klubben nemlig at sætte rekord på stemningstribunen med omkring 1200 fans.

- Vi har arrangeret fanzone foran stadion inden kampen, ligesom vi regner med udsolgt i fanafsnittet. Og så kommer der nok også en lille overraskelse undervejs, fortæller Anders Haarbo og Kasper Schwartz, der begge er en del af den administratorgruppe, der koordinerer den nye fanindsats i AC Horsens.

Allerede fredag var stemningsafsnittet udsolgt til kampen mod Lyngby, og det har fået klubben til at udvide området. Og med halv pris på alle billetter til kampen bliver der formentlig brug for pladsen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Ingen officiel fanklub

Som den eneste klub i Superligaen har AC Horsens fortsat ingen officiel fanklub, efter at den tidligere fanklub, Den Gule Fare, nedlagde sig selv på en generalforsamling i september 2020. 

Fanklubbens begrundelse for opløsningen lød dengang, at samarbejdet med klubben ikke fungerede. 

- Som jeg forstår det, har fanklubben nedlagt sig selv. Det er jeg ærgerlig over, og vi skal selvfølgelig gøre os nogle tanker om, hvad vi så skal gøre, sagde direktør i AC Horsens, Kristian Nielsen dengang til Horsens Folkeblad.

Det, AC Horsens endte med at gøre, var at få klubbens fankoordinator til at fokusere på at lokke byens mange unge mennesker med på stadion. Blandt andet gennem et samarbejde med byens mange uddannelsessteder. 

- Vi fandt nogle ambassadører på skolerne i alle klassetrin, og så arrangerede vi et møde, hvor vi talte om, hvad der skulle til for sammen at skabe et bedre fanmiljø, siger Emma Dahl Rasmussen, der er fankoordinator i AC Horsens.

Det er drengene her, der udgør administratorgruppen på Facebooksiden Alliancen, hvor de nye stemningsskabende fans organiserer sig.
Det er drengene her, der udgør administratorgruppen på Facebooksiden Alliancen, hvor de nye stemningsskabende fans organiserer sig. Anders Haarbo kan ses nederst i midten, mens Kasper Schwartz er nummer to fra højre i øverste række.
Foto: Privatfoto

Meget vand er løbet under broen siden dengang, og de unge fans, der kalder sig Alliancen, har blandt andet fået indrettet en irsk-inspireret pub i det ene hjørne af klubbens stadion. Ifølge dem er det tydeligt at mærke, at klubben har taget ved lære af det, der skete med den gamle fanklub.

- Den største faktor for den udvikling, vi har oplevet, har nok været det gode samarbejde, der har været mellem klubbens øverste ledelse, Emma, der er fankoordinator, og os, siger Kasper Schwartz og fortsætter:

- Det er fedt, at de tager godt imod vores ideer og eksekverer på dem. Når vi føler, at vi kan komme igennem til klubben, så bliver forholdet bare endnu stærkere, og så kan vi opnå endnu federe ting, end vi ellers kunne.

Nedrykningen lurer - men den ændrer intet

Når lørdagens kamp på Nordstern Arena mellem AC Horsens og Lyngby BK er fløjtet af, er der overhængende risiko for, at AC Horsens rykker ned i 1. division. 

Selv hvis horsensianerne vinder over de blå fra Lyngby, så kræver det, at AaB ikke vinder deres kamp over Silkeborg, hvis Horsens skal blive i Superligaen.

Emma Dahl Rasmussen er fankoordinator i AC Horsens, og det var hende, der i første omgang rakte ud til de unge drenge, der i dag faciliterer stemningen på stadion i Horsens.
Emma Dahl Rasmussen er fankoordinator i AC Horsens, og det var hende, der i første omgang rakte ud til de unge drenge, der i dag faciliterer stemningen på stadion i Horsens.
Foto: Privatfoto

Men selv hvis nedrykningen skulle blive en realitet, så vil det ifølge Alliancen ikke få nogen nævneværdig betydning for den fankultur, der er opbygget. 

- Vi fik dannet gruppen og banket det hele på benene, da vi spillede i 1. division, så vi regner med, at folk også kommer på stadion, hvis vi rykker ned, siger Anders Haarbo. 

En opfattelse de deler med klubbens fankoordinator. 

- Vi har naturligvis vendt scenarierne, hvis nedrykningen bliver en realitet. Men vores fans siger alle sammen, at de er med os, selv hvis det bliver i den næstbedste række. Og hvis vi kan bibeholde den positive udvikling på fansiden i 1. division, så er jeg sikker på, at vi hurtigt rykker op igen, siger Emma Dahl Rasmussen.