Demensramte Jørgen forsvundet på femte døgn

Politiet fortsætter mandag eftersøgningen af demensramte Jørgen fra Taulov, der nu har været forsvundet i fem døgn.

På femte døgn er der stadig ingen spor efter demensramte Jørgen, der sidst blev set torsdag ved Stævnhøj Plejecenter i Taulov. I dag fortsætter Sydøstjyllands Politi eftersøgningen.

Politiet har ledt efter den 77-årige mand med både helikopter og hundepatrulje, men indtil videre uden held. 

Udover politiets indsats har den frivillige eftersøgningsorganisation Missing People ledt efter manden, siden han forsvandt i torsdags. De holder pause og genoptager eftersøgningen onsdag.

Oplysninger om Jørgen

  • 175-180 centimeter høj
  • Spinkel af bygning
  • Jørgen var iklædt grå eller sort langærmet bluse, jeans og sorte sko samt lys, vendbar jakke
  • Han er sidst set ved Stævnhøj Plejecenter i Taulov den 6. august klokken 11.

Kilde: Sydøstjyllands Politi

Sydøstjyllands Politi opfordrer beboere i Fredericia og omegn til at kigge i deres baggårde, haver, skure og udhuse. Har du set Jørgen, eller har du oplysninger, der kan hjælpe eftersøgningen, kan du kontakte politiet på 114.