Han satte sin troværdighed på spil på sin første historie – i dag stopper journalist Jørgen Nygaard på TV SYD

67-årige journalist Jørgen Nygaard har lavet sit sidste indslag på TV SYD. Han begyndte sin journalistiske karriere ved at sætte sin troværdighed på spil.

Jørgen Nygaard fra Vejle ved ikke hvorfor, men han var tidligt grebet af at fortælle. I 7. klasse i folkeskolen skrev og trykkede han sin egen skoleavis, som han delte ud.

Alligevel fortsatte han. Det var sjovt at skrive og formidle.

Da han var 16 år, tilmeldte han sig en konkurrence på Jyllands-Posten. Avisen ville kåre den bedste unge reporter over en periode på seks uger.

Men aldersgrænsen var 15 år. Så Jørgen snød og tilmeldte sig i sin lillebrors navn.

Hans første historie handlede om unges forbrug af TV. Den endte på forsiden. Tre gange mere vandt han for ugens bedste historie.

Efter nogle uger kårede den intetanende avis Jørgens lillebror som vinder af konkurrencen. Præmien var en transportabel skrivemaskine. Men Jørgens lillebror havde aldrig skrevet et ord i avisen.

Jørgen vidste ikke, at avisen kontaktede hans forældre. De ville lave et interview med vinderen af konkurrencen. Nu var en fotograf og en journalist på vej.

TV SYDs vognpark engang i 1980erne.
TV SYDs vognpark engang i 1980erne.

Den historie vender vi tilbage til om lidt.

Journalist Jørgen Nygaard har haft sin sidste arbejdsdag på TV SYD efter 25 år. I anledning af hans farvel til tv-stationen udgiver TV SYD dette portræt.

48 år med journalistik

Jørgen havde som sagt allerede skrevet historier, da han kom i mesterlære som journalist på Vejle Amts Folkeblad. Han var 19 år. Det var i 1972. Tiden var analog, og befolkningen var afhængig af aviser for at blive klogere på nær og fjern. På avisens redaktion i Grindsted skrev han om sport og lokale historier.

Hvis læserne var utilfredse, troppede de op på redaktionen for at brokke sig. Men aldrig over det lokalpolitiske. Det mest læste i avisen var et lille nyhedstelegram på en af de sidste sider.

I 1987 begyndte han at levere det ugentligt magasin ’Her og Nu’ til TV SYD for Vejle Amts Folkeblad.

- Det var ”træsko-tv”, hvor jeg talte med helt almindelige mennesker. Det var meget fascinerende og spændende at lave, siger Jørgen.

På det tidspunkt lavede TV SYD ikke nyheder. Den daværende direktør Helge Lorentzen havde en vision om en tv-station, som udelukkende portrætterede mennesker fra regionen. TV SYD begyndte dog at lave flere og flere nyheder med årene.

Jørgen husker et af sine mest mindeværdige tv-øjeblikke i 1988.

En illegal spilleklub blev i slut-firserne røvet af bevæbnede røvere. Efterfølgende var stedet rodet til med spillekort og leverpostejmadder.

Jørgen blev diagnosticeret med sklerose i 2012 og gik på nedsat tid.
Jørgen blev diagnosticeret med sklerose i 2012 og gik på nedsat tid.
Foto: Jacob Waage

- Så kom ejeren af huset frem, og jeg fyrede spørgsmål af til ham i ti minutter. Det var vældig sjovt, siger Jørgen.

Så løb Jørgen til sin bil, smed udstyret ind, ræsede tilbage til Vejle, klippede et indslag på seks minutters varighed, ræsede til Haderslev (der lå TV SYD tidligere, red.) og afleverede båndet ti minutter før, nyhederne skulle sendes.

- Jeg var glad for at lave reportager fra steder, hvor folk ikke selv kunne komme, siger Jørgen.

Han var den type journalist, som brugte blok og pen til at tage noter. Faktisk gik han på aftenskole i gymnasiet for at lære at stenografere. Det er en særlig hurtig skriftform, hvor det er muligt at gengive tale ordret. Han tænkte, at der ville gøre ham bedre til at formidle sine historier.

- Men så fik jeg skrevet alt for meget ned. Jeg kunne også bruge en båndoptager, men jeg syntes, at det var dræbende at sidde og skrive båndet ud, siger han.

I løbet af de næste 33 år lavede Jørgen over 2.000 tv-indslag på TV SYD.

Og så lavede han et program, som var det første af sin slags i Danmark.

2004

I 2004 begyndte Jørgen at lave TV SYD-programmet ’Videopolitiet’, hvor stationen viste ægte og dramatiske biljagter filmet med politiets egne kameraer. Det krævede forhandlinger med Rigspolitiet hvert år, for at det kunne lade sig gøre, og det var første gang, at tv-seere kunne se videoer fra politiets opgaver på vejene.

Videopolitiet kørte i flere år på TV SYD og var nyskabende, da TV SYD var den første tv-station, som viste video fra rigtige politijagter.
Videopolitiet kørte i flere år på TV SYD og var nyskabende, da TV SYD var den første tv-station, som viste video fra rigtige politijagter.
Foto: TV SYD

- Det var sjældent at se dramatiske politijagter fra vores område. Vi havde også besøg af en betjent, som vi interviewede. Det var sjovt at lave og et virkeligt populært program, siger Jørgen.

Jørgen føler stolthed, når han ser tilbage på programmet. Det er den opgave, som ligger hans hjerte nærmest. Dels fordi det var dramatisk, men også fordi at programmet fik så mange reaktioner fra seerne. I alt producerede TV SYD 60-70 programmer.

Jørgen Nygaard som vært på 'Videopolitiet'. I programmet var der en eller to betjente, som svarede på Jørgens spørgsmål mellem videoerne. Fx om det er ulovligt at spise, imens man kører bil. Det er det ikke. Men politiet kan stoppe dig, hvis du ikke formår at køre forsvarligt med mad i munden.
Jørgen Nygaard som vært på 'Videopolitiet'. I programmet var der en eller to betjente, som svarede på Jørgens spørgsmål mellem videoerne. Fx om det er ulovligt at spise, imens man kører bil. Det er det ikke. Men politiet kan stoppe dig, hvis du ikke formår at køre forsvarligt med mad i munden.
Foto: TV SYD

Men den 4. november samme år blev det for dramatisk.

Det år gik der ild i N.P. Johnsens fyrværkerifabrik i Seest, da to medarbejdere tabte en kasse med raketter. De antændte og satte ild til lageret med hovedparten af fabrikkens 282 tons krudt.

Det vidste politiet, og de evakuerede alle i en radius af 1000 meter fra den tikkende bombe i flammer.

Men Jørgen og hans fotograf fik ikke at vide, at de skulle fjerne sig.

- Politiet glemte os, siger han.

Han var 350 meter fra fabrikken, da den eksploderede. En enorm ildkugle oplyste himlen over Kolding i regnbuens farver fra fyrværkeriet.

Flere hus brød i brand, da fyrværkerifabrikken N.P. Johnsen flere gange eksploderede. En frivillig brandmand mistede livet.
Flere hus brød i brand, da fyrværkerifabrikken N.P. Johnsen flere gange eksploderede. En frivillig brandmand mistede livet.
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Fotografen smed sig på jorden. Jørgen gemte sig bag en container. Heldigvis stod de bag nogle huse med høje gavle, som fik trykbølgen til at passere over dem.

- Da vi bagefter blev samlet op af brandfolk, løb vi forvirrede rundt. De måtte løfte mig op i vognen, fordi mine ben var helt slappe af chok, siger Jørgen.

Men to år senere mærkede han noget andet i benene.

2006

Da Jørgen gik tur med sine to bokserhunde i 2006, sakkede han bagud med den ene. Han troede, at det var fordi hunden var gammel. Men to år senere kunne han ikke gå over kantstenen.

Og det blev værre.

Lægerne kunne ikke fastslå, hvad Jørgen fejlede. De forsøgte at operere ham, men det hjalp ikke. Sidst på året kunne han ikke bevæge sine ben. Han gik ned i tid på TV SYD, og i 2012 holdt han op med at lave tv-indslag. Sygdommen gjorde ham træt, og han arbejdede derefter i fleksjob på TV SYD.

Samme år blev han diagnosticeret med sklerose. Det er en sygdom, som angriber immunforsvaret og nedbryder nervebanerne. Jørgen erkendte langsomt, at han blev handicappet.

- Da jeg fik en elscooter i 2015, synes jeg, at det gav mening at kalde mig handicappet, siger han.

I tiden før mobiler var det godt at have flere telefonlinjer at ringe på.
I tiden før mobiler var det godt at have flere telefonlinjer at ringe på.

Han er i risikogruppen for smitte med covid-19, så han tager mange forholdsregler. Han handler ikke og har ikke været i midten af Vejle i lang tid.

- Det ville være katastrofalt, hvis jeg blev smittet og skulle indlægges igen. Jeg tager ikke unødig risiko, siger Jørgen.

De sidste tre år har Jørgen arbejdet i arkivet på TV SYD.

Denne 30 år gamle morsomhed på redaktionen var næppe gået i dag.
Denne 30 år gamle morsomhed på redaktionen var næppe gået i dag.

Men en torsdag i april fik han det pludselig dårligt. Smerten tiltog i løbet af dagen, og det viste sig, at hans hovedpulsåre var revnet. Jørgen kom i en ti timer lang operation for at stoppe blødningen.

Operation og sklerose til trods så kan Jørgen stadig gå i sit hjem. Men han skal koncentrere sig. Hvis han falder, slår han sig meget.

Tak for nu

Den 1. januar stopper han altså på tv-station efter 25 år. 32 år, hvis man tæller tiden med et ugentligt magasin fra Vejle Amts Folkeblad med.

En rundvisning på TV SYD i 1980erne endte selvfølgelig med en bajer.
En rundvisning på TV SYD i 1980erne endte selvfølgelig med en bajer.

Han har selv valgt datoen, da TV SYD samme dag begynder udskiftningen af et computersystem, som Jørgen var med til at indføre i 1996.

- Det er passende, siger han.

Hans tid med at formidle er endegyldigt forbi. Fra nu af må han lade andre om at gøre mennesker i regionen klogere på de mennesker, som de omgiver sig med. Han ser tilbage sin karriere uden møgsager i Pressenævnet. Han føler dog, at journalistikken i dag er blevet mere overfladisk og vinklet hårdere end dengang, han berettede fra marken.

Sådan så det ud, da Jørgen sagde farvel i det sidste program af 'Videopolitiet'. Nu har han også sagt farvel til TV SYD.
Sådan så det ud, da Jørgen sagde farvel i det sidste program af 'Videopolitiet'. Nu har han også sagt farvel til TV SYD.
Foto: TV SYD

- Det går udover kvaliteten, og historierne bliver strammet for at gøre konflikterne større, siger han.

Men hvad så med dengang, han løj for Jyllands-Posten og skrev på vegne af sin bror?

En journalist og fotograf dukkede op i barndomshjemmet.

Det endte med, at lillebroren lod som om, at han rent faktisk havde skrevet artiklerne. Og deres forældre?

De spillede med.