Nu kommer der hjælp til de små bryggerier

Nedlukningen af udskænkningssteder betyder ophobning af øl hos bryggerierne. En pulje på 35 millioner kroner skal nu lette presset på de virksomheder, der kæmper med lagre af usolgte sæsonbetonede varer.

Der er ikke meget, der er værre for øl-elskere end at hælde øl i kloakken. Endda øl som intet fejler - ud over at det er ved at ramme udløbsdatoen.

Nedlukningen har tvunget mange udskænkningssteder til at holde coronalukket i det meste af december og frem til nu. Det har sat sine spor hos bryggerierne, som brænder inde med tusindvis af liter øl, der er usælgeligt. 

Men nu er der en hjælpende hånd på vej til nødlidende bryggerier. Og den bliver modtaget med kyshånd hos Bryggeriet Åben i Kolding.

- Vores øl holder sig ikke så længe, som de store bryggeriers. Vores produkter har tre måneders holdbarhed, og når man så lukker ned med meget kort varsel, så kan vi jo ikke komme af med øllet i tide, siger Philip Hulgaard, der er stifter af bryggeriet Åben i Kolding.

Kolding-bryggeriet har cirka 3.500 liter øl stående, som har passeret datoen for holdbarhed. Her kan den seneste hjælpepakke gøre en forskel. 

quote

For de små danske bryggerier er det en særdeles glædelig nyhed

Niels Hald, direktør, Bryggeriforeningen

Politikerne på Christiansborg er enige om at afsætte en pulje på 35 millioner kroner til kompensation for sæsonbetonede varer, som på grund af restriktionerne ikke kan sælges, før en ny sæson starter - heriblandt julebryg. 

Der vil være et loft over kompensation på 200.000 kroner per bryggeri. En støtte, som vækker glæde i Bryggeriforeningen på Gamle Carlsberg Vej i København.

- For de små danske bryggerier er det en særdeles glædelig nyhed, og vi vil gerne kvittere for, at politikerne har lyttet til os i denne sag. Det er trist for bryggerierne at brænde inde med øl, men godt at de bliver kompenseret for det tabte julesalg, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

Ifølge Bryggeriforeningen har tre ud af fire danske bryggerier fustager, flasker eller dåser med usolgt julebryg, viser en undersøgelse blandt Bryggeriforeningens medlemmer.

Venter på detaljerede krav

Tilbage i Kolding venter Philip Hulgaard spændt på at høre mere om hjælpeordningen. Han lader sit lager af datoudfordret øl stå, indtil detaljer om støtteordningen står helt klart.

- De 3.500 liter øl er tappet på fustager. Lige nu står det egentlig bare udenfor og fylder op. Vi har bevidst ikke smidt det ud. Jeg havde håbet på, de her regler om hjælp ville komme. Og jeg tænker, at der kommer nogle mere detaljerede regler for, hvem der kan få del i pengene. Jeg forestiller mig, at myndighederne gerne vil have noget dokumentation for, hvad man hælder ud. Derfor har vi stillet øllet til side, selv om vi normalt bare ville kassere det, fortæller Philip Hulgaard fra Åben.

Beløbsgrænsen på 200.000 kroner per bryggeri synes brygger Hulgaard dog er ganske fornuftig set fra det forholdsvis lille bryggeris side.

- 200.000 kroner er for os et stort beløb. Vi har aldrig så meget øl stående, der er ved at gå på dato. For alle os små bryggerier er beløbet rigeligt stort til at dække de fleste udgifter til det øl, der bliver kasseret, mener Philip Hulgaard.

Mulig kompensation til bryggerier

Hjælpen til nødlidende bryggerier er en mindre del af en stor aftale, som den socialdemokratiske regering har lavet med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet. Den nye aftale blev præsenteret tirsdag og rummer tiltag for i alt 9,5 milliarder kroner. Den skal hjælpe danske selvstændige, virksomheder og lønmodtagere.

I aftalen står der blandt andet følgende:


  • Der oprettes en pulje på 35 mio. kr. til at kompensere de virksomheder, der har sæsonbetonede, letfordærvelige varer med en udløbsdato på over en måned. Det gælder f.eks. juleøl. Der vil være et loft på 200.000 kr. pr. virksomhed.

Kilde: Erhvervsministeriet