Spildevand fosser ud i naturbeskyttet skov

En video af spildevand, der fosser ud af et nødaflastningsbygværk i en naturbeskyttet skov i Kolding, har fået stor opmærksomhed på Facebook. Flere kritikere mener, at det er bekymrende.

Opdatering: Rubrikken er siden artiklens udgivelse blevet ændret fra ’Spildevand med tamponer og kondomer fosser ud i naturbeskyttet skov’ til ’Spildevand fosser ud i naturbeskyttet skov’.

Niels Jørgen Langhoff ser både tamponer og kondomer flyde i skovbunden, når spildevandet fra et såkaldt nødaflastningsbygværk i Stenderup Skov i Kolding løber over.

quote

Det er sådan en kvalmende lugt

Niels Jørgen Langhoff, landmand

- Det er ikke særlig fedt, og det lugter heller ikke godt. Det er sådan en kvalmende lugt, lyder det fra landmand Niels Jørgen Langhoff, der ejer den del af skoven, hvor nødaflastningsbygværket er placeret.

Han og flere andre har lavet videoer af spildevandet, der fosser ud i skoven og ud i Lillebælt. En af videoerne har i skrivende stund omkring 90.000 visninger på Facebook, hvor den er blevet delt 2.600 gange og får flere kritiske kommentarer med på vejen.

Spildevandet løber ned gennem skoven.
Spildevandet løber ned gennem skoven.
Foto: Privat

Spildevand med fosfor og kvælstof

Det er meningen, at spildevandet skal føres i rør under jorden og 150 meter ud i Lillebælt på 30 meters dybde, men når der kommer store mængder regnvand, eller når røret stopper til, kan vandet komme ud af nødaflastningsbygværket.

quote

- Der render jo børn og hunde rundt i skoven, og det er da ikke særlig sundt, hvis de kommer i kontakt med vandet.

Niels Jørgen Langhoff, landmand og skovejer

Ifølge spildevandsselskabet BlueKolding er spildevandet ikke biologisk-kemisk renset, men mekanisk renset. Det betyder, at det har været igennem en rist. BlueKolding kan derfor ikke genkende, at der skulle komme kondomer og tamponer med ud. Men selvom spildevandet bliver blandet med store mængder regnvand, indeholder det afføring, fosfor og kvælstof.

- Jeg er bekymret for, hvad det får af konsekvenser for min skov, siger landmand Niels Jørgen Langhoff.

Han er også bekymret for skovens gæster.

- Der render jo børn og hunde rundt i skoven, og det er da ikke sundt, hvis de kommer i kontakt med vandet, siger han.

Bekymret for naturen

En anden, der er bekymret, er formanden for Danmarks Naturfredningsforening Kolding. Skovområdet er nemlig af særlig karakter, da det er registreret både som Natura 2000-område i år 2004 og §3-område i år 2009.

Kort over spildevandsturbine i Stenderup Skov
Kort over spildevandsturbine i Stenderup Skov
Spildevandet løber fra skoven, ned på stranden og ud i Lillebælt.
Spildevandet løber fra skoven, ned på stranden og ud i Lillebælt.
Foto: Privat

Ifølge Naturbeskyttelsesloven beskytter lovens §3 mod "ændringer i områdernes naturtilstand. For eksempel må man ikke dræne, opfylde, oprense, omlægge eller tilplante arealerne”, og Natura 2000 er et netværk af beskyttede områder i EU. Områderne skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene.

- Jeg er meget bekymret over, at det er Natura 2000-område og §3-område. Der burde handles på det, siger Esben Christoffersen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening Kolding.

Det betyder et Natura 2000-område:

  • at der i området skal sikres eller genoprettes en gunstig bevaringsstatus for de forskellige naturtyper og arter, som området er udpeget for. Gunstig bevaringsstatus betyder, at arterne og naturtyperne er beskyttet i tilstrækkeligt omfang til, at naturtyper og levesteder ikke går tilbage, og at arterne på lang sigt kan opretholde levedygtige bestande, og naturtyperne kan bevare sine særlige karakteristika. 

  • at området skal beskyttes mod nye aktiviteter, der kan skade naturen i områderne. Myndighederne er derfor underlagt særlige krav og betingelser, når de skal træffe afgørelse eller vedtage planer, der kan påvirke Natura 2000-områder. 

  • at der skal gøres en aktiv indsats for at sikre eller genoprette naturen i området. Grundlaget for indsatsen er de såkaldte Natura 2000-planer. 

Se kort over Natura 2000-områder: Miljøgis (mim.dk) 

Kilde: Miljøstyrelsen

Det er uacceptabelt

Det er spildevandsselskabet BlueKolding under Kolding Kommune, der sender spildevandet ud i skoven. Her er de overrasket over de mængder vand, der løber ud.

- Det er kommet bag på os, at det løber over så ofte, lyder det fra Thomas Faarbæk, der er projektleder ved BlueKolding.

Ifølge Kolding Kommune har BlueKolding tilladelse til at lave overløbene. Bygværket er nemlig etableret i 1979, og når et område registreres som §3, kan de aktiviteter og den drift, der findes i området lovligt fortsætte - selvom nødaflastningsbygværket blev ændret i 2019.

Inge Olsen, der er afdelingschef for Miljø og Klima i Kolding Kommune, kan dog godt se problemet med spildevand i skovbunden.

- De hyppigere overløb fra nødaflastningsbygværket til skovbunden er uhygiejnisk og uacceptabelt, siger hun.

Det samme gælder udvalgsformand for Natur, Miljø og Klima i Kolding Kommune Jørn Chemnitz:

- Det er uhensigtsmæssigt ad Pommern til. Det er et både uhygiejnisk og uetisk syn, at det lander i skovbunden, siger han.

§3-beskyttede områder:

Mange naturområder er forsvundet fra landskabet og med dem også levestederne for mange vilde dyr og planter. For at bremse denne udvikling er bestemte naturtyper beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens §3. Det drejer sig om knap 10 % af Danmarks areal. 

Kilde: Miljøstyrelsen 

En løsning er på trapperne

Ifølge kommunen blev der allerede i 2022 lavet en dykkerinspektion af det udløbsrør, der fører spildevandet ud i Lillebælt. Den blev åbnet og oprenset, men det viste sig, at det ikke var tilstrækkeligt til helt at undgå overløb fra nødaflastningsbygværket i skoven. Derfor har de sat gang i en løsning.

- Vi arbejder i Kolding Kommune og BlueKolding i fællesskab på at få etableret en løsning i form af en ekstra udløbsledning, lyder det fra Inge Olsen, der er afdelingschef for Miljø og Klima i Kolding Kommune.

Det nye rør skal gå parallelt med det eksisterende rør, men kun 40 meter ud i vandet, hvor det er 4-5 meter dybt.

Arbejdet er sat i gang. Projektleder ved BlueKolding Thomas Faarbæk oplyser, at der er søgt om en miljøkonsekvensvurdering til at bygge det ekstra rør.

- Vi forventer at kunne etablere det i 2025, hvis vi får de nødvendige tilladelser, fortæller han.

Indtil da vil spildevandet fortsætte med at fosse ud i skovbunden.

- Jeg synes godt nok, at det er lang, lang tid, at det får lov til at stå på, lyder det fra landmand og ejer af skovområdet Niels Jørgen Langhoff.