Stort flertal vedtager ny plan for havn efter flere års strid

Tirsdag aften vedtog 24 af 25 medlemmer i Kolding Byråd en ny udviklingsplan for Kolding Havn, der giver plads til både virksomheder og udvikling af boområde.

Med en samarbejdsaftale har Kolding Kommune og Kolding Havn efter to års debat skabt rammerne for, hvordan man skaber konkret plads til både mere by og grønnere erhvervshavn.

Den fremtidige ejerstrategi og samarbejdsaftalen blev godkendt af byrådet tirsdag aften.

For to år siden ville et politisk flertal med Venstreborgmester Jørn Pedersen i front rydde Koldings erhvervshavn for virksomheder, da flertallet frygtede, at røg, støj og møg ikke kunne forenes med ønsket om at lave nye boligområder og ny stor lystbådehavn.

Med vedtagelsen tirsdag aften, som kun socialdemokraten Elvis Comic stemte imod, er der skabt en konkret plan for havnens udvikling. 

Byudviklingen omfatter omkring ca. 159.000 m2. Omkring Trindholmsgade vil der være områder, der ændres fra havnevirksomheder til byområde, så inderhavnen bindes sammen med det yderste indspulingsbassin.

Det betyder, at havnen over de næste år vil forsøge at flytte rundt på lejemål, så virksomhederne samles i nogle områder, mens byudviklingen skal ske i andre områder. 

Det er parternes fælles mål at sikre opretholdelse og udvikling af en fremtidig havnedrift og understøtte Kolding Havns strategi for erhvervshavnen om for fremtiden at sikre en bæredygtig og grøn havnedrift.

Kolding Kommune vil fremover være en del af drøftelserne, når virksomhedernes lejeaftaler på arealerne til byudvikling og på de tilstødende arealer udløber. Det vil på fortrinsvis være på Sydkajen og udgør ca. 146.000 m2.

Der oprettes et dialogforum, der mødes hvert halve år og drøfter den samlede udvikling af havneområdet. Dialogforummet består af repræsentanter fra byrådet, havnebestyrelsen og eksterne deltagere udpeget i fællesskab.