Syd- og sønderjyske håndboldtalenter henter OL-medaljer hjem til Danmark

Alle syd- og sønderjyske håndboldtalenter har medaljer med hjem fra det netop overståede ungdoms-OL, hvor U17-landsholdene i håndbold vandt OL-sølv på både drenge- og pigesiden.

Markus Bugge fra Kolding har brugt den seneste uge i den slovakiske by Banská Bystrica.

Men i modsætning til de fleste andre unge er det ikke i forbindelse med ferie, at han er rejst til udlandet denne sommer. 

I stedet har han været med til ungdoms-OL, der officielt hedder European Youth Olympic Festival og forkortes EYOF. 

- Det har været en helt vild fed oplevelse, og det er helt sikkert noget, jeg aldrig glemmer, siger Markus Bugge.

Markus Bugge spiller højre back, og når han ikke er med U17-landsholdet, så spiller han for Kolding IF.
Markus Bugge spiller højre back, og når han ikke er med U17-landsholdet, så spiller han for Kolding IF.
Foto: Privatfoto

Markus Bugge er håndboldspiller, og sammen med resten af det danske U17-landshold i håndbold har han sikret Danmark en OL-sølvmedalje. 

I en hæsblæsende finale mod Tyskland trak de danske talenter det korteste strå, efter tyskerne scorede på en skruebold fra fløjen i kampens døende sekunder.

- Lige efter kampen var jeg mest af alt skuffet over, at vi havde tabt kampen, men efterfølgende er jeg megastolt af det, vi har præsteret, siger Markus Bugge. 

Til daglig spiller Markus Bugge højre back på U19-holdet i Kolding IF, der spiller med på højeste ungdomsplan. 

Masser medaljer og erfaring vundet

Foruden Markus Bugge var også seks andre syd- og sønderjyske håndboldtalenter med til EYOF. 

Og eftersom U17-landsholdet på pigesiden også vandt OL-sølv, har alle deltagere her fra vores område medaljer og ikke mindst en masse erfaring med hjem i bagagen. 

De seks håndboldspillere fra Syd- og Sønderjylland:

Dicte S. Andersen, Horsens HK

Frederik Bak, Vejle Idrætsefterskole

Kasper Teglgaard Pedersen, Vejle Idrætsefterskole

Markus Bugge, Kolding IF

Rasmus Dahl Lyngsø, SINE

Tobias Kragh Jacobsen, SINE

Ifølge Chef de Mission for den danske delegation, Jonas Vestergaard Jensen, er netop erfaringen det helt store hovedfokus ved en OL-slutrunde for ungdomsatleter. 

- Atleterne har været gode holdkammerater over for hinanden og generelt været enormt eksemplariske og gode repræsentanter for dansk idræt hernede, siger Jonas Vestergaard Jensen og fortsætter:

- Jeg håber og tror på, at alle atleter og trænere har fået værdifuld erfaring, som de selv kan bygge videre på og forhåbentlig også dele ud af hjemme i træningshallen. 

Foruden håndbold har Danmark også været repræsenteret i badminton, tennis, svømning, gymnastik og judo ved EYOF.

I alt 43 atleter har været med til ungdoms-OL for Danmark, og det er blevet til medaljer i ti discipliner. 

Alle danske medaljevindere:

Atlet – sportsgren: Disciplin, medalje

Martine Damborg – svømning: 400 meter individuelt medley, sølvmedalje

Martine Damborg – svømning: 100 meter butterfly, bronzemedalje

Nicholas Castello – svømning: 100 meter fri, guldmedalje

Nicholas Castello – svømning: 200 meter fri, bronzemedalje

Salomon Thomasen – badminton: herresingle, guldmedalje

Maria Tommerup – badminton: damesingle, bronzemedalje

Salomon Thomasen & Maria Tommerup – badminton: mix double, bronzemedalje

Sarah Jacobsen – gymnastic: spring over hest, bronzemedalje

U17-landsholdet – håndbold: damer, sølvmedalje

U17-landsholdet – håndbold: herrer, sølvmedalje