Krea Kongen Jul: Randi er tosset med perler og kan nu kalde sig perlemagiker

Randi Nielsen elsker at lave perler, og med sit første forsøg på perlemagi blev hun kåret som ugens vinder i Krea Kongen Jul.

- Da jeg hørte, at det handlede om perler, så tændte der lige et lys indeni mig. Dét måtte jeg simpelthen prøve at kaste mig ud i.

Randi Nielsen fra Gørding sad og så Krea Kongen Jul lørdag aften i sidste uge, og da juleprogrammet nåede til vejs ende, fandt hun straks sin perlekommode frem fra skabet.

- Jeg gik i gang lige med det samme. Det passede lige med, at jeg kunne gå i gang med min perlemagi, mens der kørte julekalender på TV’et, fortæller hun.

Efter flere timers dyb koncentration med at lægge perle for perle på pladen, begyndte Randi at stryge perlemønstret, førend hun til sidst klippede kanterne til og dermed nåede i mål med sin julepynt i perlemagi: En julekugle.

Den flerfarvede julekugle sikrede hende titlen som ugens Krea Konge i den forgangne uges udfordring, hvor det gjaldt om at lave julepynt i perlemagi. Med titlen fulgte en kurv fyldt med julegodter.

En ægte “perletosse”

Det er langt fra første gang, at Randi Nielsen har været kreativ med perler. Hun har i flere år været medlem af Facebookgruppen “Perletosserne”, hvor hun både giver og får inspiration til at lave perler.

- Det er sjovt at være med i sådan et fællesskab. Så kan man ligesom blive inspireret til sit næste projekt, siger Randi, der er førtidspensionist.

Når Randi laver perler, er det udelukkende med helt små perler, de såkaldte mini-hama-perler. De ligger fint sorteret i hendes perlekommode, der på nuværende tidspunkt rummer stort set alle de farver, perlerne findes i.

quote

- Når nogen har fødselsdag, så laver jeg et flag af perler, og så er det ligesom et personligt fødselsdagskort fra mig.

Randi Nielsen, førtidspensionist.

Den store interesse for perler har også resulteret i, at en stor del af den julepynt, der pryder hendes hjem for tiden, er noget, hun selv har lavet af perler.

- Jeg har både julemænd og julehjerter hængende herhjemme, som jeg har lavet. Julekuglen er dog det eneste, jeg har lavet som perlemagi, siger hun.

Julekuglen er lavet med mini-perler og er Randi Nielsens første forsøg på perlemagi.
Julekuglen er lavet med mini-perler og er Randi Nielsens første forsøg på perlemagi.
Foto: Privat

Også til både fødselsdage og jul kan familie og venner ofte regne med et personligt kort lavet af perler.

- Når nogen har fødselsdag, så laver jeg et flag af perler, og så er det ligesom et personligt fødselsdagskort fra mig, fortæller Randi.

Debut som perlemagiker - næsten da

Netop evnen til at gøre sine perlemotiver personlige er én af årsagerne til, at Randi blev ugens vinder med sin julekugle. Det fortæller ugens dommer og ekspert Pernille Fisker.

- Vinderen er valgt ud fra det personlige udtryk, hvor der er eksperimenteret med et fint stribet/ternet perlemagimønster i midten, og det efterfølgende er klippet i form til en julekugle.

I ugens udfordring gjaldt det om at lave julepynt af perlemagi, som er en helt særlig måde at lave perler på.

Når man laver perlemagi, skal man sørge for at der er lidt luft mellem nogle af perlerne, så de kan flyde ud og blive helt flade, når der stryges hen over perlerne.

At lave perler på denne måde var første gang for Randi. I hvert fald, hvor hun gjorde det bevidst.

- Jeg har da prøvet at komme til at stryge lidt for meget før, der skal nemlig ikke meget til, når man stryger de små perler. Så selvom at man ikke har planer om at lave perlemagi, kan man nemt komme til det ved et uheld, siger Randi efterfulgt af en grin.

Julekuglen var dog helt bevidst lavet som perlemagi, og for Randi Nielsen bliver det ikke sidste gang, at hun skal lave det.

- Det skal helt sikkert prøves igen. Det er en rigtig sjov udfordring.

I billedhjulet nedenfor kan du se julepynt i perlemagi lavet af konkurrencens andre deltagere: