Kateryna var netop kommet til Danmark for 12 år siden få dage forinden uafhængighedsdagen 24. august, hvor Ukraine erklærede sig uafhængig fra Sovjetunionen i 1991.
Siden har dagen været den største helligdag i Ukraine, som normalt fejres med koncerter, parader, sang og flag i gaderne.
Vi har ikke lyst til den helt store fest, når menneskene i Ukraine bliver voldtaget, tortureret og dræbt
I Thyregod skulle hun mødes med nogle andre ukrainere for at fejre sit hjemlands uafhængighed, og her mødte hun for første gang Roman Boichuk.
De to forelskede sig straks, blev gift, byggede hus og fik to børn.
Nu præcis ti år senere deler de årsdag med ikke blot uafhængighedsdagen, men også halvårsdagen for krigen i deres hjemland.
Ukraines uafhængighedsdag
Den 24. august 1991 erklærede den ukrainske regering landet for selvstændigt og løsrev sig fra Sovjetunionen.
I december samme år blev uafhængighedserklæringen vedtaget ved en folkeafstemning med en tilslutning på over 90 procent.
En dag, der burde være en hyldest til kærlighed og frihed, bliver nu overskygget af bomberne, som falder i deres hjemland.
Bomber, voldtægt og mord
Klokken fire om morgenen 24. februar rykkede russiske militærkøretøjer ind på ukrainsk territorium.
Roman Boichuk vågnede tidligt til en besked i en gruppechat for foreningen Bevar Ukraine, hvor han er formand.
Det, de alle havde frygtet, var nu begyndt.
- Det er meget uretfærdigt. Ukraine har kæmpet for demokratisk frihed og en bedre fremtid, men bliver nu trukket tilbage på den mest brutale måde, siger han.
I det følgende forår fik Roman Boichuk travlt med at koordinere nødhjælp, og aldrig havde han regnet med, at krigen stadig ville hærge nu et halvt år senere.
Slet ikke havde han troet, at han på uafhængighedsdagen skulle gå rundt med ondt i maven og tænke på bomber, voldtægt og mord.
Vigtigere end nogensinde
Uafhængighedsdagen er den største helligdag i Ukraine.
Den er meget vigtig for ukrainerne, fortæller Roman Boichuk, fordi de har kæmpet for uafhængighed i over 100 år og først fik den i 1991.
En masse mennesker dør for deres uafhængighed, og det er vigtigt at markere, for at vi ikke glemmer, hvad det har kostet at blive uafhængige
- Nu er dagen måske endnu vigtigere, fordi Ukraine stadig kæmper for deres uafhængighed, desværre, siger han.
Roman Boichuk kom til Danmark fra Ukraine for 12 år siden. Han er ingeniør, men bruger alt sin fritid som formand for Bevar Ukraine.
I hjemmet i Brædstrup har Roman Boichuk sammen med sin kone Kateryna og deres to børn altid fejret uafhægihedsdagen med ukrainske flag, mad, musik og sang.
Sådan bliver det ikke i aften.
Selvom datoen både kalder på fejring af kærlighed og uafhængighed, så er stemningen ikke til fest.
Krigen i Ukraine står i stærk kontrast til årsdag og helligdag og splitter Roman Boichuk.
Alligevel føler han et behov for at markere uafhængighedsdagen, der med krigen er blevet vigtigere end nogensinde.
- Vi har opnået uafhængighed med meget store omkostninger, og det gør vi stadigvæk. En masse mennesker dør for deres uafhængighed, og det er vigtigt at markere, for at vi ikke glemmer, hvad det har kostet at blive uafhængige, siger han og understreger, at ukrainere særligt nu har brug for at minde hinanden om ikke at give op.
En påmindelse
Onsdag aften skal familien samles til aftensmad, hvor også Roman Boichuks svigerforældre skal være med. De flygtede til Danmark, da krigen brød ud, og bor nu hos familien i Brædstrup, indtil de igen trygt kan rejse hjem.
Roman Boichuks egne forældre er stadig i Ukraine. De er berørte af krigen, fortæller han, men har det under omstændighederne godt.
- Vi har ikke lyst til den helt store fest, når menneskene i Ukraine bliver voldtaget, tortureret og dræbt, siger han og tilføjer, at tankerne om hjemlandet kører i hans hoved hver eneste dag.
- Det er en meget mærkelig situation, at man i 2022 bliver nødt til at kæmpe for sin frihed fra stormagter, som kan finde på at invadere. Man taler om frihed og rettigheder, mens verdens samfund bevæger sig frem, men der er stadig nogle, der er 100 år tilbage i udviklingen og gerne vil føre krig.
Han erkender, at der har været øjeblikke, hvor han blev vred på Rusland, men hver gang har han transformeret det til en motivation for at hjælpe endnu mere.
På samme måde skal sorgen og frygten for invasionen af sit hjemland onsdag aften minde ham om at kæmpe for uafhængighed og frihed.
