Cheføkonom: - Det er en markant overkompensation til minkavlerne

Tænketanken Kraka, der tidligere har lavet en analyse af minkerhvervets økonomiske situation, vurderer, at aftalen om en kompensation på op mod 12 millioner kroner til hver enkelt minkavler er for højt sat.

Mandag indgik regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget en aftale om fuld erstatning til de danske minkavlere.

Erstatningen lyder på lige knap 19 milliarder kroner samlet set til hele minkerhvervet, hvor hver enkelt minkavler kan se frem til mellem 11 og 13 millioner kroner i erstatning.

Et beløb der er meget højt sat ifølge cheføkonom og vicedirektør i tænketanken Kraka:

- Uanset, hvordan man vender og drejer det, er de godt 12 millioner kroner til den gennemsnitlige minkavler en markant overkompensation, siger Jens Hauch, cheføkonom og vicedirektør hos Kraka.

quote

Der har ikke været udsigt til, at den gennemsnitlige avler ville komme til at tjene så meget, at det vil svare til 12 millioner kroner i nutidsværdi.

Jens Hauch, cheføkonom og vicedirektør hos Kraka.

Jens Hauch bygger sin vurdering på en analyse, som Kraka lavede i efteråret af den danske minkavl og dens økonomiske situation forud for aflivningen af mink. Analysen viser blandt andet, at landets minkavlere i gennemsnit har tabt én million kroner årligt på driften i perioden 2016 til 2018. Derfor mener Jens Hauch, at det ville være svært for et i forvejen presset erhverv at lave et overskud svarende til den erstatningsaftale, der nu er indgået.

- Minkavlerne skal kompenseres for den tabte fremtidige indtjening. Og hvis man ser på, hvordan deres økonomi ser ud, så har der ikke været udsigt til, at den gennemsnitlige avler ville komme til at tjene så meget, at det vil svare til 12 millioner kroner i nutidsværdi, siger han.

Køber ikke argumentet om kommende optur

Siden aflivningen af minkene på landets minkfarme i efteråret har et af minkavlernes hovedargumenter for at få en god kompensation været, at de stod over for en længe ventet optur i erhvervet. 

Men det argument køber Jens Hauch ikke. Han mener derimod, at den svære økonomiske situation i erhvervet ville have tvunget flere avlere til at lukke for deres produktion.

- Der er ikke nogen dokumentation for, at der ville komme en optur i minkbranchen. Hvis man kigger på, hvordan markedet normalvis fungerer, så er det sandsynligt, at skindpriserne ville komme til at stige, men det ville være på ryggen af, at rigtig mange avlere ville være nødt til at stoppe produktionen, siger Jens Hauch, cheføkonom og vicedirektør hos Kraka. 

Samfundsøkonomisk mener Jens Hauch ikke, at afviklingen af minkerhvervet vil komme til at have store konsekvenser.   

Tænketanken Kraka:

Kraka producerer og formidler fagøkonomisk viden, som er af høj kvalitet og relevant for den samfundsøkonomiske udvikling i Danmark. De modtager blandet andet finansiel støtte af Dansk Industri, Maersk, Deloitte og Realdania.